EM håndbold

En drøm gik i opfyldelse, da træner pludselig blev bedt om at klæde om

Torsdag morgen blev Hollands målmandstræner, Gerrie Eijlers, bedt om at gøre noget, han ikke har gjort i to år.

For to år siden stoppede Gerrie Eijlers sin håndboldkarriere.

Drømmen om at repræsentere sit landshold til en slutrunde syntes at være slukket. Men som EM har udformet sig, kan det meste pludselig lade sig gøre.

Det er som en drøm, hvor jeg bare venter på at vågne

Gerrie Eijlers

Gerrie Eijlers er nu ansat som målmandstræner for Hollands håndboldherrer. De er lige nu hårdt ramt af coronasmitte, og det førte torsdag aften til et overraskende comeback.

De stod pludselig uden en reservemålmand, og så blev 41-årige Eijlers bedt om at trække i kamptøjet.

- Det var meget uventet. Jeg vidste det ikke i morges. Det er som en drøm, hvor jeg bare venter på at vågne.

- Jeg stoppede karrieren for to år siden, men i morges blev vores målmand syg. Han var testet positiv, siger den tidligere og for en stund tilbagevendte målvogter til TV 2 SPORT.

”Jeg nød det virkelig meget”

Og han skulle ikke kun være fyld på holdkortet. Han fik også lov til at betræde halgulvet i MVM Dome mod de olympiske guldvindere fra Frankrig.

- For mig var det en drøm. Det er selvfølgelig ikke godt for de andre målvogtere. Situationen er meget underlig. Jeg vil selvfølgelig gøre alt for at hjælpe holdet, og jeg nød det.

Gerrie Eijlers blev skiftet ind til de sidste fem minutter. Det var på et tidspunkt, hvor det allerede stod klart, at hollænderne ikke ville få point.

- Jeg nød det virkelig meget – også på bænken. Jeg prøvede at hjælpe de andre derinde fra bænken, og til sidst syntes jeg også, at nu hvor jeg var her, skulle jeg også spille lidt, siger målmandstræneren, der som aktiv nåede at repræsentere Holland over 100 gange - men aldrig til en slutrunde.

I sine fem minutter på banen beviste han, at han ikke har glemt, hvordan man står på mål. Han noterede sig således for tre redninger på fire forsøg.

Vil på pension igen hurtigst muligt

Holland mangler fortsat at spille tre kampe i mellemrunden, men for Gerrie Eijlers vedkommende håber han, at der kun bliver tale om et kortvarigt comeback.

For hollænderne har tilkaldt en målmand, der – hvis alt går vel – kan være med i truppen til den næste kamp.

- Jeg håber, at ham, der er på vej, kan spille. Ellers er jeg der til at hjælpe, siger Eijlers.

Holland tabte kampen med 34-24 og står noteret for nul point i mellemrunden.