EM håndbold

Forventer smitte i Danmarks EM-trup

EM handler mest om, hvem der har flest raske spillere, mener landsholdsmålmand Niklas Landin.

Coronapandemien var igen torsdag det store samtaleemne ved EM i håndbold.

To af Danmarks modstandere i mellemrunden, Island og Holland, blev ramt af coronatilfælde på kampdagen, og mens danskerne indtil videre er sluppet med Jannick Greens positive prøve fra 3. januar, forbereder Niklas Landin sig på smitte blandt danskerne.

- Jeg frygter det ikke mere end inden kampen. Men jeg tænker, at det sker på et tidspunkt. Det sker, når det sker. Og hvis det sker, så sker det, siger han efter sejren over Island.

Han ærgrer sig over, at coronaudviklingen efterhånden skygger for præstationerne på banen.

- Det er drønærgerligt. Det er ikke det, som vi gerne vil. Vi vil gerne spille mod de bedste hold og de bedste spillere.

- Nu er vi ude på de yderste mandater, hvor det ikke længere er de bedste hold. Det er mere, hvem der har flest spillere uden corona, som kan stille op, vurderer Landin.

Spillere uden for truppen testes

Ud over Island og Holland måtte Spanien også melde to spillere ude med coronavirus få timer inden de første kampe i mellemrunden.

I alt er over 60 spillere blevet smittet, efter EM-slutrunden begyndte den 13. januar, og det har fået den danske landsholdsledelse til at kontakte alle de spillere, der kan komme ind som afløsere i den danske trup, for at få dem til at lade sig teste.

- Alle er jo i spil nu. Det kræver én PCR-test for, at man kan komme af sted, siger landstræner Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.

- Jeg krydser stadig fingre for, at vi ikke får nogen, men så meget ved jeg ikke, at jeg lige kan forudse, hvem der bliver ramt.

Flere danske tiltag

At danskerne ikke har været ramt af coronavirus efter afrejsen til Ungarn, kan måske tilskrives, at de tager flere forholdsregler end visse andre nationer.

I hvert fald har Landin et indtryk af, at nogle hold ikke er lige så omhyggelige i deres daglige rutiner.

- Det er lidt kulturen, om du vælger at bruge den handske, der ligger der. Vi tager alle sammen de samme ting. Den er alle nationer ikke lige glade for at bruge.

- Vi forsøger at snakke med så få folk som muligt. Typisk jer fra Danmark, og så går vi ud i vores omklædningsrum bagefter. Vi er hurtigere væk fra madsalen, end vi ellers ville være. Så vi har forsøgt at gøre, hvad vi kan, lyder det fra den danske målvogter.

Lyn-analyse

Torsdag formiddag stod det klart, at 101 - og det var 101! - EM-spillere er testet positive for coronavirus siden årsskiftet. Siden EM-premieren i sidste uge er tallet 58, og det er allerede steget på den første dag i mellemrunden. Det er rigeligt for mig til at konkludere, at dette europæiske mesterskab i smukke historiske byer som Bratislava og Budapest ikke længere giver nogen mening, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

Efter sejren over Island har Danmark fire point i sin mellemrundegruppe ved EM. Samme antal har Frankrig, og de to lande har lige nu kurs mod semifinalerne, der spilles fredag i næste uge.