EM håndbold

Isoleret Lindberg: - Ikke verdens fedeste besked at få

Landsholdsfløjen Hans Lindberg modtog fredag et positivt testsvar på en coronaprøve, der blev taget torsdag aften.

Lørdagens EM-kamp mod Kroatien bliver uden Hans Lindberg, der er testet positiv for covid-19.

Den positive test betyder, at den rutinerede landsholdsspiller nu sidder isoleret på sit hotelværelse i landsholdslejren, hvor han - naturligvis - er forholdsvis træt af situationen.

- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg da blev lidt trist til at starte med. Det er ikke verdens fedeste besked at få. Specielt ikke, når jeg ikke kan mærke noget til det, siger Lindberg til TV 2 SPORT.

Den 40-årige fløjspiller understreger, at han ikke har nogen som helst symptomer.

Samtidig fortæller han, at han ikke ved, hvor smitten specifikt skulle være kommet fra.

- Jeg synes, at det kunne være sket mange steder. Det kan være i buffeten i restauranten eller under kampen mod Makedonien. Det kan have været mange tidspunkter, siger han.

Holdet har gjort, hvad de kunne

Lindberg fortæller også, at holdet ellers har gjort sit for at undgå en situation som denne.

- Jeg synes ellers, vi har været gode til som hold at holde os for os selv. Men vi har selvfølgelig tidspunkter, hvor vi er de samme steder, som de andre hold. Så det kan ikke undgås, siger Lindberg, der forsøger at få det bedste ud af det:

- Der er ikke så meget at gøre ved det. Tingene er, som de er, og så må jeg få det bedste ud af det. Jeg ligger og laver nogle øvelser på hotelværelset, og ellers får jeg set nogle serier på Netflix. Så det handler egentlig om at få tiden til at gå på den bedst mulige måde.

Danmark møder Kroatien i den næste kamp ved EM. Kampen spilles lørdag klokken 20.30, og den kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.