EM håndbold

Norge og Sverige med vigtige EM-sejre

Tre hold trækker fra i mellemrundegruppe 2 ved EM.

Spanien har fortsat vundet rub og stub ved EM, men de har Sverige og Norge i hælene i mellemrundens gruppe 2.

Det står klart efter lutter favoritsejre fredag i gruppen, hvor meget tyder på drama til det sidste mellem de tre nationer.

Norge har med afstand det hårdeste program, fordi de både mangler at møde Spanien og Sverige.

Norge knuser Tyskland

Af Ritzau

Tysklands håndboldherrer mødte op til fredagens EM-kamp mod Norge med fuldt mandskab og 16 spillere med negative coronatest.

Alligevel viste Norge sig for stor en opgave for tyskerne, som tabte 23-28 i mellemrundens gruppe 2.

Norge tog med sejren et stort skridt henimod målet om at komme i semifinalerne.

Med sejren har nordmændene nu fire point og kan selv afgøre sin videre skæbne, mens Tyskland er noteret for to point og får svært ved at nå semifinalerne. Kun de to bedste kommer i semifinalerne.

Tyskerne har tidligere ved EM været hårdt plaget af coronasmitte, og det har svækket holdet i flere kampe.

Den undskyldning kunne Tyskland ikke bruge fredag mod Norge, der bare var en tand for stærke.

Norge gik til pause med en føring på 14-12, og i anden halvleg blev cifrene blot udbygget til en ret så overbevisende sejr.