EM håndbold

- Det kan ikke blive værre, siger kroat før møde med Danmark

Den rutinerede målmand Mirko Alilović slår fast, at kroaterne ikke har tænkt sig at give op på forhånd, selvom Danmark er storfavoritter.

Kroatien fik den værst tænkelige start på mellemrunden, da de blev udspillet og tabte med seks mål til naboerne fra Montenegro.

Lørdag aften jagter de så revanche, men det bliver formentlig den værst tænkelige modstander, når man står i den situation. De forsvarende verdensmestre og OL-sølvvindere fra Danmark står nemlig på modsatte banehalvdel.

Vi respekterer dem, men hvis vi ikke håbede på en sejr, ville vi ikke være rigtig atleter

Mirko Alilović før mødet med Danmark

Det kroatiske medie RTL hæfter sig ved, at der stadig er en teoretisk chance for at nå EM-semifinalerne, men første skridt mod "miraklet" kræver en sejr mod danskerne. Og skal man finde én positiv ting, så fremhæver Kroatiens indkaldte målmand, Mirko Alilović, at nedturen mod Montenegro må være det absolutte bundniveau.

- Det kan ikke blive værre end mod Montenegro. Jeg håber, vi kommer til at spille mere afslappet, og så håber jeg på et bedre resultat, siger Alilović og tilføjer:

- De danske spillere har lige nu en dominerende generation, ligesom franskmændene havde for et par år siden. Det kører som et maskineri, selvom der har været udskiftninger. Lige nu er de verdensmestre, og vi respekterer dem, men hvis vi ikke håbede på en sejr, ville vi ikke være rigtig atleter.

Indkaldt til mellemrunden

Den 36-årige målmand blev indkaldt til Kroatiens EM-trup efter gruppespillet, da der udbrød smitte på holdet.

Mirko Alilović indstillede ellers landsholdskarrieren i 2018, men da landstræneren bad ham hjælpe, var han ikke i tvivl om, at han havde pligt til at hjælpe.

Kroatiens rutinerede målmand kom allerede på banen i første mellemrundekamp mod Montenegro, men det var altså ikke nok til at bidrage til en sejr. Til det var kroaterne simpelthen for ringe generelt.

Alilović lægger ikke skjul på, at det medførte stor kritik i hjemlandet, hvilket var berettiget. Men for ham er det efterhånden helt almindeligt.

- Vi er sådan en nation, hvor der efter sejre i to kampe er eufori, og alle tror, at vi bliver europamestre. Og efter ét nederlag bliver spillerne så mødt af hård kritik.

Kroatien indledte EM med at tabe til Frankrig, inden de slog Serbien og Ukraine i gruppespillet. Dermed kom de videre til mellemrunden med nul point, og nederlaget til Montenegro har altså efterladt dem i en noget nær umulig situation.

Danmarks kamp mod Kroatien spilles lørdag klokken 20.30, og den kan ses direkte på TV 2 og TV 2 PLAY - sendeplanen finder du her.