Fransk stjerne misser brag mod Danmark
Der er dårlige nyheder for Frankrig, der nu igen døjer med coronavirus i truppen.
Danmark og Frankrig mødes først ved EM på onsdag, men allerede nu er franskmændene i problemer.
Den profilerede playmaker Kentin Mahé er således testet positiv for coronavirus. Det skriver det franske håndboldforbund.
Det betyder, at han misser storkampen mod Danmark, da han skal sidde fem dage i isolation.
- I bedste fald er han tilbage til semfinalerne, hvis 'Le Bleus' formår at komme blandt de sidste fire, lyder det i pressemeddelelsen.
Forbundet skriver også, at hele lejren fortsætter med at blive testet dagligt.
Stjerne har symptomer
Lørdag aften skal Frankrig i kamp mod Island, og her må de også undvære stjernen Ludovic Fabregas, som ganske vist er testet negativ i sine PCR-test, men til gengæld døjer med influenza-lignende symptomer.
Fredag testede den franske landstræner Guillaume Gille og Karl Konan ligeledes positiv, så noget kunne tyde på, at smitten florerer i den franske trup.
Efter de positive tilfælde blev Mathieu Grebille og Yohann Delattre indkaldt, og de stødte til truppen fredag. Den glædelige nyhed er derfor, at de er begge i spil til opgøret mod Island.
Store problemer inden EM
Frankrig var blandt de landshold, der var hårdest ramt af coronavirus inden slutrunden.
Her nåede holdets største navn, Nikola Karabatic, at teste positiv. Det samme gjorde mere end en håndfuld spillere.
Til gengæld har den franske lejr haft godt styr på smitten under EM - lige indtil fredag, hvor det altså gik galt igen.
Du kan se, om Frankrig kan klare sig uden Kentin Mahé mod Island. Kampen bliver sendt på TV 2 SPORT klokken 18.