EM håndbold

Hollandsk stjerne sender stikpille: - Der var 16 skuespillere

Montenegros anfører, Vasko Ševaljević, var mildest talt forundret, da han hørte, at de montenegrinske spillere blev beskyldt for skuespil.

Enighed opstår sjældent, når nogen bliver beskyldt for at filme i elitesport.

Det var heller ikke tilfældet, da to af EM's helt store overraskelser Holland og Montenegro lørdag spillede for at holde liv i drømmen om en plads i semifinalen.

Jeg bliver rasende. Jeg sidder faktisk og bliver rasende

Daniel Svensson

Flere gange i kampen gav TV 2 SPORTs håndboldekspert Daniel Svensson udtryk for, at der blev filmet - fra begge sider.

Et godt eksempel er en episode efter 37 minutter, hvor den hollandske stjerne Kay Smits blev vist ud i to minutter for at have ramt Milos Vujovic i hovedet. En kendelse, hollænderen havde mere end svært ved at forstå.

- Jeg ramte ham overhovedet ikke. Jeg ramte ham måske lidt i brystet, men der var 16 gode skuespillere fra Montenegro i den her kamp – og to ikke så dygtige dommere, synes jeg.

Synes du, han filmede?

- Ja, fuldstændig. Det var ikke mig, der ramte ham. Det var bare dårligt dømt, synes jeg, siger den hollandske EM-topscorer.

Montenegrinsk anfører afviser beskyldninger

Kay Smits fik i den pågældende situation opbakning fra Daniel Svensson, der langede kraftigt ud efter Milos Vujovic.

- Jeg bliver rasende. Jeg sidder faktisk og bliver rasende. Kan I mærke det? Det dirrer helt i brystbenet på mig lige nu. Hvis det var mig, havde jeg stukket fuldstændig af.

I den anden lejr var Montenegros anfører, Vasko Ševaljević, lettere rystet, da han hørte Kay Smits beskyldninger om, at det montenegrinske landshold bestod af "16 skuespillere".

- At vi spillede? At Montenegros spillere lavede skuespil? Jeg ved det ikke. Det er hans mening. Men jeg synes, at han spillede meget mere end nogen andre på banen. Det faldt dommerne for.

- Hvis det montenegrinske folk er kendt for noget, er det at være modig og at spille underholdende – ikke for at lave skuespil, siger Ševaljević.

Smits var selv i fokus for skuespil

At Kay Smits skulle have lavet skuespil i kampen mod Montenegro, kan der være noget om. Tidligere i kampen blev Miloš Božović udvist for et skub på den tidligere TTH Holstebro-spiller, der lettere teatralsk faldt bagover.

- Kay Smits spiller på den. Det, han prædiker, går han også ind og gør. Lad mig bare gentage det, jeg sagde tidligere. Det er jo ren og skær film. Og når jeg kalder den på Montenegro, vil jeg også gerne kalde den her.

- Det er selvfølgelig for at påvirke dommerne så meget så muligt, og det er aldeles usmageligt, sagde Daniel Svensson under kommenteringen.

Kay Smits erkender, at han faldt let til jorden, men han mener, der er forskel på den situation og den førnævnte situation, hvor det var hollænderen, der blev vist ud.

- Jo jo, men jeg blev ramt, så jeg skal også vise, at jeg blev ramt, for de var ikke helt skarpe i starten. De ramte også Luc Steins i ansigtet, hvor vi intet fik. De (dommerne, red.) skulle se, at vi blev ramt. Forskellen er, at jeg blev ramt – og det gjorde han ikke, siger Kay Smits.

Holland vandt kampen med 34-30 og holder et liv i et spinkelt håb om at kunne spille sig i semifinalen.