EM håndbold

Island slår sensationelt Frankrig

Det var ikke mange, der havde regnet med et afbudsramt islandsk hold mod Frankrig.

Island leverede en regulær sensation, da de højst overraskende kørte Frankrig over ved EM lørdag aften.

Hele otte spillere var ude med coronavirus, men på forunderlig vis formåede islændingene at udspille 'Les Bleus' på hjerte og mandsmod. En storspillende Omar Ingí Magnusson på højre back og Viktor Gísli Hallgrímsson i målet var blandt profilerne hos de undertippede spillere fra vulkanøen.

- Det er en af de største sensationer, jeg har overværet, siger Bent Nyegaard, der er håndboldekspert på TV 2 SPORT.

Island førte fra det sjette spilleminut og resten af kampen. Dermed er gruppen, som også tæller Danmark, igen åbnet op. Islændingene er i den grad i spil til en plads i semifinalen, og Frankrig er pludselig kommet i problemer.

Sådan forløb kampen

/ Ritzau

Det underlige var, at de mange afbud ikke kunne ses på banen, hvor Islands præstation i de første 30 minutter tangerede det sensationelle.

Båret af bagkædens eneste tilbageværende topnavn, Ómar Ingi Magnússon, udspillede islændingene de franske storfavoritter efter alle kunstens regler.

17-10 stod der på måltavlen ved halvtid. Og landstræner Gudmundur Gudmundsson lignede en mand, der var forbavset over, hvor godt hans slagplan virkede mod den prominente modstander.

Franskmændene spillede helt uden tempo og fantasi. Og den sløje præstation kan næppe kun forklares ved fraværet af den smittede playmaker Kentin Mahé og landstræner Guillaume Gille.

En rådvild, fransk offensiv

De fik skruet lidt op for blusset efter sidebyttet, men var stadig rådvilde i offensiven. Ti minutter inde i anden halvleg førte Island stadig med syv mål.

Efter otte scoringer i første halvleg gik gassen en smule af den storspillende Magnussen efter pausen, og Islands angrebsspil var ikke længere helt så velsmurt.

Men i målet sørgede GOG-keeper Viktor Gísli Hallgrímsson med en stor præstation for, at der aldrig kom spænding i kampen.

Meget passende sluttede den unge målmand med at klare et fransk straffekast, da tiden var udløbet.