EM håndbold

Islands situation forværret før skæbnekamp

Det islandske landshold er nu oppe på i alt otte smittede spillere. Lørdag aften møder de Frankrig i mellemrunden.

Uheldet fortsætter med at hagle ned over Island, der nu har to nye coronatilfælde i spillertruppen.

Denne gang gælder det en af de helt store profiler fra kampen mod Danmark Janus Daði Smárason samt stregspilleren Arnar Freyr Arnarsson.

De to spillere føjes til en liste, der i forvejen indeholder seks smittede spillere. Spillere, der normalt regnes som profiler, hvorfor TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard ser store udfordringer for det islandske hold inden lørdagens møde med Frankrig:

- Det svarer til, at Nikolaj Jacobsen kun må bruge én spiller fra den danske startopstilling i en kamp. Resten skal han finde andre steder. Det er definitivt et islandsk B-landshold, Frankrig skal op mod, siger Bent Nyegaard.

De to nye tilfælde hos Island er fundet ved kviktest, hvorfor de fortsat venter svar på den endelige PCR-test.

Islandske spillere med covid-19:

  • Björgvin Páll Gústavsson
  • Elvar Örn Jónsson
  • Ólafur Andrés Guðmundsson
  • Aron Pálmarsson
  • Bjarki Már Elísson
  • Gísli Þorgeir Kristjánsson
  • Janus Daði Smárason (kviktest)
  • Arnar Freyr Arnarsson (kviktest)

Begynder at knibe med sammenhængen i kvalitet

Håndboldeksperten mener samtidig, at den sportslige berettigelse efterhånden er under pres med de mange smittetilfælde.

Danmark mødte et meget svækket islandsk landshold, der manglede seks spillere, mens Frankrig nu møder et endnu mere svækket hold.

- Selvom der er folk, der er uenige i min holdning, så begynder det at knibe med sammenhængen i den kvalitet, holdene skal møde, siger Nyegaard.

For to dage siden udtrykte Nyegaard i en klumme, at EM-slutrunden på grunden af den store smittespredning ikke længere giver mening.

Island møder Frankrig lørdag klokken 18.00. Kampen kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.