EM håndbold

- Vi skulle kæmpe for det, og det var en hård kamp

Der var både ris og ros fra Nikolaj Jacobsen til de danske spillere efter sejren over Kroatien.

Danmark måtte slide for det, men i sidste ende blev det til sejr over Kroatien ved EM lørdag aften.

Dramaet endte 27-25 i dansk favør, og i store dele af kampen spillede Danmark syv mod seks for første gang i turneringen. Særligt den del var Nikolaj Jacobsen tilfreds med.

- Jeg synes, begge hold spillede rigtig god håndbold langt hen ad vejen. Vi sled til sidst, og Kroatien var gode til at bryde spillet. Vi løste syv mod seks rigtig fint.

Netop evnen til at løse overtalsspillet mener Niklas Landin blev afgørende.

- Vi skulle kæmpe for det, og det var en hård kamp. Syv mod seks gav en ekstra dimension, siger målvogteren.

Det danske hold havde stor effekt af det taktiske kneb, som Nikolaj Jacobsen ynder at bruge, når holdet er presset til store mesterskaber.

Plads til forbedringer

Selvom der var ros til angrebsspillet, var landstræner ikke tilfreds med præstationen i den defensive del af banen.

- Vores midtzone fungerede ikke særligt godt. Vi stod med for stor afstand, og der var for meget plads til stregen, siger Nikolaj Jacobsen.

Måske skyldes problemerne i forsvaret den vilde kulisse. Et hav af kroatiske tilskuere var med til at presse danskerne. Og det lagde Niklas Landin bestemt mærke til undervejs.

- Det var fantastisk at stå derinde. Der var masser af fans fra begge lejre, der skabte en fantastisk stemning, siger målvogteren, der mener, at stemningen formentlig har haft betydning for den flotte, kroatiske præstation.

- Det er et meget stolt håndboldfolk, og de ville helt sikkert vise tilskuerne, hvad de står for. De gjorde, hvad vi havde forventet, siger han.

Danmark topper mellemrundepulje nummer 2 med maksimumpoint.