EM håndbold

Danmark udnyttede våbnet, ingen andre er i nærheden af

Da Danmark lørdag slog Kroatien 27-25, var det i høj grad på grund af et meget velfungerende syv mod seks-spil.

Det danske angrebsspil blev aldrig foldet helt ud i første halvleg mod Kroatien.

Det gjorde det til gengæld i anden halvleg, hvor Nikolaj Jacobsen skiftede over til at spille syv mod seks.

- Det var et dansk landshold, som måtte slide, men som så også havde det taktiske våben; syv mod seks-spillet, siger Bent Nyegaard og fortsætter:

- Danmark spiller hele anden halvleg syv mod seks med en så høj grad af effektivitet, at ingen kommer i nærheden af dem på netop det strategiske element. Danmark er det eneste landshold i verden, der evner at gøre det, de gjorde mod Kroatien.

Han er ikke den eneste håndboldekspert, der roser Danmarks høje niveau i syv mod seks-spillet.

Det samme gør TV 2 SPORTs eksperter i studiet i Budapest, Claus Møller Jakobsen og Anders Eggert. De er ellers grundlæggende modstandere af syv mod seks-spillet.

- Jeg er ikke vild med det, men det er blevet en del af spillet, og jeg må også bare sige, at når det bliver udført sådan her, så er det jo håndbold til perfektion, siger Anders Eggert.

Claus Møller Jakobsen bakker den tidligere landsholdfløj op.

- Vi må jo bare sige, at Danmark er fantastiske til at spille det. Mod Kroatien var det syv mod seks-spillet, der løste problemerne for dem.

- Med Mikkel Hansen i front og Gidsel, der løber i de rigtige huller, så koster det jo heller ikke noget. Det er sikre afslutninger hver eneste gang, og Kroatiens farligste våben i første halvleg, kontrafasen, blev fuldstændig dræbt. Det var meget, meget flot af Danmark, siger Claus Møller Jakobsen.

Det siger spillerne om syv mod seks-spillet

Tilfredsheden udefra taler sit klare sprog, men hvad med inde på banen?

Vi har spurgt Mikkel Hansen, Rasmus Lauge og Magnus Saugstrup om deres oplevelse af syv mod seks-spillet i kampen mod Kroatien.

Mikkel Hansen

- De der kampe, hvor det hele ikke kører, og man finder nye måder at vinde på, de betyder rigtig, rigtig meget. Og det gav selvfølgelig en tryghed for os at se, vi kunne spille syv mod seks også.

Hvordan kan det være, det sidder så skarpt, når I ikke har spillet det før i turneringen?

- Vi har trænet det meget under vores træningssamling op til. Generelt synes jeg, det altid har set nogenlunde ud. Jeg synes måske også, Kroatien står en lille smule for kompakt, idet vi har nogle dygtige fløje, som vi får sluppet den fint til generelt.

- I anden halvleg får jeg fint med plads inde i midten, så jeg også kan skyde lidt, spille med stregen osv. Jeg synes, vi spiller med en fin tålmodighed hele vejen igennem. Det er også det, der gør, vi vinder kampen.

Rasmus Lauge

- Jeg er selv god på det brede punkt ude mellem 1 og 2 (fløjen og backen, red.) og Mathias Gidsel er god på det brede punkt i modsatte side. Og så er Mikkel Hansen god til at ligge og fordele boldene. Så der har du jo en god cocktail. Det synes jeg, vi får vist gennem hele den periode, vi spiller syv mod seks. Det fungerer virkelig godt.

- Det vigtigste er, at vi får afslutning på i hvert angreb og at vi får tydelige afslutninger, så vi kan løbe hjem og få skiftet Niklas Landin ind igen. De scorer jo ikke et eneste mål på kontra. Den fik vi slået ihjel, og de får ikke udnyttet nogen fejl, fordi der er ikke nogen.

Magnus Saugstrup

- Jeg synes, vi spiller rigtig fint syv mod seks i dag uden de helt store fejl. Vi kommer til rigtig mange chancer og bliver ikke straffet på det.

Hvad er vigtigt for en stregspiller, når man spiller syv mod seks?

- Det er vigtigt, vi spiller det ordentligt og gør, hvad vi har aftalt. Og så er det klart, det er vigtigt at have nogle dygtige vurderingsspillere.

Hvordan er det for dig at have Mikkel Hansen som spilstyrer i syv mod seks?

- Han er dygtig til at ligge og fordele tingene, og det synes jeg også, de andre to er (Mathias Gidsel og Rasmus Lauge, red.), så det er bare en fornøjelse at være stregspiller på sådan et landshold.

Hansen tæt på perfekt, mener landstræneren

Selvom det er længe siden, Danmark har praktiseret syv mod seks-spillet i en hel halvleg, så kom det høje niveau ikke bag på landstræner Nikolaj Jacobsen.

Er du imponeret over, det sidder så skarpt mod et godt spillende kroatisk hold?

- Næ. Det har set fint ud til træning, siger Nikolaj Jacobsen.

- Lauge er rigtig dygtig til at komme ude på det brede punkt, Mathias Gidsel kender vi, altid velovervejet - udover et par gange mod Kroatien - men grundlæggende gør han det sindssygt godt, siger landstræneren og fortsætter:

- Og så synes jeg, Mikkel Hansen i dag styrer det – måske ikke perfekt, men tæt på. Det var rart at se, at han gik ind og tog ansvar og fik hakket bolden i mål.

- Jeg ved godt, der er mange, der ikke kan lide det. Men når syv mod seks bliver spillet, som vi gjorde det mod Kroatien, så synes jeg faktisk, at det lige så vel som seks mod seks kan være rigtig flot håndbold, afslutter Nikolaj Jacobsen.