EM håndbold

EM-topscorer testet positiv før møde med Danmark

Det hollandske landshold er i forvejen hårdt ramt af coronasmitte, og både landstræneren og en lang række spillere sidder i isolation.

Dagen før mødet mellem Danmark og Holland i mellemrunden er der kommet vidt forskellige meldinger på de seneste PCR-tests, der blev foretaget i holdenes EM-lejre lørdag aften.

Imens danskerne glædeligt kunne melde om lutter negative tests hos de tilstedeværende, så er Holland igen blevet bombet ned under gulvbrædderne i Budapest.

Det er hårdt, hvis lige nøjagtig Kay Smits skal ryge på det her

Henrik Møllgaard

Det hollandske håndboldforbund meddeler, at storspillende Kay Smits, der ligeledes er EM-topscorer, er testet positiv sammen med yderligere to spillere og en fysioterapeut.

Kay Smits har været EM-slutrundens helt store lyspunkt, og med 45 mål ligger han klart i spidsen på topscorerlisten. Næste mand på den liste er polske Arkadiusz Moryto med 34 mål.

"Det er forfærdeligt"

Danmark og Holland mødes mandag aften klokken 18, og i den danske trup begræder Henrik Møllgaard den seneste nyhed fra Holland.

- Det er først og fremmest forfærdeligt for Holland og Kay Smits, der har spillet en vanvittig flot slutrunde. Vi er mange, der har været dybt imponeret over den måde, de har spillet på. Det har været suverænt det sjoveste hold at følge med i, for det er ikke mange slutrunde-minutter, der er i de drenge, men de er virkelig gået til den og har spillet noget festligt håndbold, siger Henrik Møllgaard.

Sammen med Luc Steins og Dani Baijens har Kay Smits været omdrejningspunkter i en giftig trio, der har trukket resten af holdet mod nye højder.

Ændrer dansk optakt til Holland-kamp

Først indledt af sejren i gruppespillet over Ungarn og senest med en sejr over Montenegro i mellemrunden.

- Det er hårdt, hvis lige nøjagtig Kay Smits skal ryge på det her. Det gør da selvfølgelig også vores optakt noget anderledes, selvom vi desværre er ved at være vant til, at vi ikke helt ved, hvad vi møder. Så kan det være, vi står i en situation endnu engang, hvor alt presset er på os. Så håber jeg, at vi kan blive ved med at håndtere det, tilføjer Møllgaard fra det danske pressemøde søndag.

De fire positive prøver i den hollandske trup er blot de seneste af mange, efter coronasmitte har ramt Holland hårdt i løbet af slutrunden.

Herunder er et overblik over, hvordan det lige nu ser ud i truppen.

Testet positiv i seneste test:

  • Kay Smits
  • Samir Benghanem
  • Jasper Adams
  • Robert Baardse (fysioterapeut)

Sidder i forvejen i isolation

  • Erlingur Richardsson (landstræner)
  • Jeffrey Boomhouwer
  • Robin Schoenaker
  • Iso Sluijters
  • Dennis Schellekens
  • Bart Ravensbergen
  • Rutger ten Velde
  • Gerrie Eijlers (målmandstræner)

Det hollandske håndboldforbund oplyser, at man lige nu undersøger muligheden for at indkalde nye spillere til de sidste to kampe i mellemrunden mod Danmark og Kroatien.