EM håndbold

Kroatisk landstræner med skarp besked efter nederlag

Kroatiens landstræner Hvorje Horvat får besked på at "gå", hvis ikke han kan tage ansvar.

Kroatien har været udsat for stor kritik i hjemlandets presse efter torsdagens nederlag til Montenegro.

Den kritik er ikke gået den kroatiske landstræners næse forbi, og derfor havde han brug for at svare kritikkerne igen efter det smalle nederlag til Danmark lørdag aften.

- Jeg har absolut intet at klage over. Vi har haft halvanden træning uden fravær, og i dag blev vi enige om nogle ting, og drengene fuldførte det. Vi har lukket munden på alle, der sagde, at vi ikke gad kæmpe.

- Vi viste hjerte, ligesom vi har gjort gennem hele turneringen, siger landstræner Hvorje Horvat ifølge kroatisk RTL.

Kroatien har været hårdt ramt af både skader og coronasmitte under EM, og under de omstændigheder var den kroatiske træner stærkt tilfreds med, at de trods alt gav de danske stjerner kamp til stregen i kampen, der endte med en 27-25-sejr til Danmark.

Du er ansvarlig for noget, og det må du kæmpe for

Spiller-legenden Petar Metličić om den kroatiske landstræner

På trods af det ligger Kroatien sidst i mellemrundegruppen som det eneste hold uden point. Derfor har de ikke længere mulighed for at nå en plads i semifinalen.

Legende svarer kontant igen

Hvis landstrænerens svar var kontant, er det intet i forhold til den kritik, som han modtager for selvsamme svar.

Efter Horvats kommentar fik han nemlig en opsang fra den kroatiske legende Petar Metličić, der nu arbejder som ekspertkommentator for RTL.

- Træneren er her for at håndtere holdet, og det ville være bedre for alle at fokusere på holdet og mindre på, hvem der siger hvad. Du er ansvarlig for noget, og det må du kæmpe for. Hvis du ikke kan det, må du gå!

- Vi taler om, at spillerne ikke kæmper. Og så møder du Danmark, du spiller godt, og nu er vi glade, fordi vi var fantastiske mod Danmark, og hvad vi er, og hvor vi er... Og nu skal vi hjem, siger han ifølge Sportske novosti.

Kroatien møder Island i den næste kamp ved EM. Den spilles mandag.