EM håndbold

Norge bryder spansk forbandelse - drama venter i sidste spillerunde

Der er lagt op til en spændende finaledag i mellemrundepulje 2, som skal afgøres tirsdag.

For første gang i næsten 25 år er det lykkes Norges håndboldherrer at slå Spanien.

Nordmændene vandt søndagens sene opgør ved EM med 27-23. Inden da var det blevet til 18 nederlag og ét uafgjort resultat siden 1997, skriver TV 2 Norge.

Erik Toft, Norge: - Det er fantastisk. Det er lang tid siden, vi har slået Spanien. Det var på tide. Det var en super sejr. Den smager vanvittigt godt.

Gonzalo Pérez de Vargas​, Spanien: - Norge spillede en rigtig god kamp. Vi var ikke stabile nok i hverken forsvaret eller angrebet, som vi plejer at være. De fortjente at vinde.

Daniel Svensson, håndboldekspert på TV 2 SPORT: - Det betyder, at Norge er helt tilbage i turneringen. De har brudt en forbandelse, der har varet i 25 år. De ser ud til at have spilhumør til selv at kunne spille sig i en semifinale.

Med Norges sejr er der lagt op til en spændende afgørelse i mellemrundepulje 2, hvor Sverige, Spanien og Norge skal kæmpe om de to semifinalepladser i sidste spillerunde.

Norge møder Sverige i den sidste kamp, mens Spanien møder Polen. Det hele sker på tirsdag, og du kan følge med på TV 2's kanaler. Se sendeplanen her.

Norsk dominans fra start til slut

Nordmændene var opsatte fra kampens begyndelse, og Spanien halsede tidligt efter. Spanierne kom ganske vist foran med 2-0, men herfra førte Norge resten af kampen.

Ofte er det takket være stjernen Sander Sagosen, men det var ikke tilfældet søndag. I stedet spillede Erik Toft i hans fravær og gjorde det fortrinligt.

Afgørende blev målvogter Kristian Sæverås også, da Thorbjørn Bergerud blev ramt i hovedet. Med flere store redninger i slutningen af kampen var han stærkt medvirkende til, at Norge fik to point.

Efter kampen forsikrede førstemålmanden, at han er okay, selvom det ikke var første gang, han blev ramt i hovedet under slutrunden.

- Det er lidt irriterende, men jeg har selv valgt at stå på mål, så det sker engang i mellem. Jeg har det fint. Jeg lukkede syv mål ind til at starte med, og jeg tænkte, det var godt, at vi skiftede. Når Kristian (Sæverås red.) stod, som han gjorde, var det et godt skifte, siger Bergerud.

Se EM på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY - sendeplanen finder du her.