EM håndbold

Polen nedlægger protest efter EM-drama

Polen har indgivet en klage over afslutningen på kampen mellem Polen og Rusland, men den polske træner Patryk Rombel hylder det omdiskuterede mål.

Russiske Sergei Kosorotov udlignede i sidste sekund af opgøret mellem Polen og Rusland på et vildt langskudsmål, men tv-billederne efterfølgende viste dog, at Kosorotov helt tydeligt tog for mange skridt.

Det opfattede kampens franske dommerpar Charlotte og Julie Bonaventura ikke, selvom de stod tæt på situationen.

Det har fået Polen til indgive en officiel klage, og ifølge det polske medie TVPSPORT.PL har EHF indtil klokken 12 mandag til at reagere på protesten. Se det omdiskuterede mål øverst i artiklen.

Mange tænker formentlig, at den polske træner Patryk Rombel må være rasende over situationen, men det er slet ikke tilfældet. Faktisk hylder han den russiske scoring.

- På den ene side føler jeg mig stolt af holdet, og på den anden side er jeg ked af den sidste handling. Ingen af os bebrejder dommerne eller vores målmand. Det var et fantastisk kast fra Kosorotov. Nogle gange sker det.

- Jeg husker et lignende kast af Daszek i slutningen af kampen med Slovenien. Dette er det smukke ved sporten. Du skal holde fokus til det sidste, siger landstræneren ifølge TVPSPORT.PL.

Patryk Rombel tilføjer, at han ærgrer sig over, at det ikke blev til to point mod Rusland, for det kunne have givet Polen en bedre placering i gruppen.

Eksperter revser dommerpar

Efter afslutningen på kampen var flere af TV 2 SPORTs eksperter forargede over dommerparrets præstation.

For ud over den sidste kendelse i kampen uddelte det franske dommerpar kort forinden også et direkte rødt kort til den russiske træner Velimir Petkovic. Det skete, fordi træneren trådte et skridt ind på banen og opildnede sine spillere. Generelt får dommerparret stor kritik for indsatsten i kampen.

- Det giver bare det her ekstra bidrag til den her afslutning, at det er fejlkendelser og et åndssvagt rødt kort fra observatøren og enormt mange fejl de sidste fem minutter i en meget svag dommerpræstation, siger Daniel Svensson.

Og han bakkes op af kollega Peter Bruun Jørgensen:

- Det har jo ikke indflydelse på spillet overhovedet. Det er en træner, som er helt oppe og køre og lige går uden for feltet. Altså, hvis de giver rødt kort for det hver gang, så kommer der mange røde kort, siger Peter Bruun Jørgensen.

Velimir Petković trådte et par skridt ind på banen og gav instrukser til sit hold. Det kostede ham et rødt kort. Video: TV 2 SPORT