EM håndbold

Vanvittig scoring i sidste sekund sikrer point

Kampen mellem Polen og Rusland havde EM's måske hidtil mest vanvittige afslutning.

Der er tre sekunder tilbage.

Michal Daszek hamrer Polen foran 29-28 mod Rusland.

Ekstase hos de polske spillere, der tydeligt troede, sejren var i hus.

Det var den ikke.

Russerne tog en timeout og gav med tre sekunder bolden op mod et højt polsk forsvar. Det var ikke nok til at stoppe Sergei Kosorotov, der satte af omkring fire meter fra midterlinjen og rev bolden i mål fra en distance, der ikke burde være mulig at score fra.

29-29 og i stedet russisk ekstase.

Tog fire skridt

- Tre skridt og bang!, lød det fra Peter Bruun Jørgensen i kommentatorboksen.

- Var det tre skridt?, spurgte Jonas Nyhøj Kristensen sin sidemand.

- Arh, han var måske oppe på fire. Men en imponerende skudkraft. Det må jeg bare sige, lød det fra Peter Bruun Jørgensen.

Kigger man efterfølgende nærmere på de vilde billeder, ser man, at Kosorotov tager et skridt mere, end hvad tilladt er.

Rødt kort til den russiske træner

Kort før den afgørende scoring udspillede der sig også et stort drama på sidelinjen, som resulterede i rødt kort til Ruslands træner Velimir Petkovic.

- Det giver bare det her ekstra bidrag til den her afslutning, at det er fejlkendelser og et åndssvagt rødt kort fra observatøren og enormt mange fejl de sidste fem minutter i en meget svag dommerpræstation, siger Daniel Svensson.

Petkovic fik det røde kort for inde på banen at opildne sit forsvar til at dække ordentligt op, mener Peter Bruun Jørgensen.

- Det går dommerne altså ikke med til. Og så fik han det røde kort, siger eksperten, der bliver bakket op af Daniel Svensson.

- Ja, han må ikke være inde på banen. Men han er ikke den første træner, der gør det. Lørdag så jeg Montenegros træner ramme en hollandsk spiller, så der er mange situationer, siger Svensson.

Skal man ikke følge reglerne?

- Der er også følelser, det er en del af det, og det er de (dommerne, red.) totalt ved at smide ud af spillet, hvis det skal være på den her måde, siger Svensson.

- Det har jo ikke indflydelse på spillet overhovedet. Det er en træner, som er helt oppe og køre og lige går uden for feltet. Altså, hvis de giver rødt kort for det hver gang, så kommer der mange røde kort, siger Peter Bruun Jørgensen.

Daniel Svensson er enig og føler samtidig med den russiske træner.

- Jeg forstår godt, Velimir Petkovic er fuldstændig rasende til sidst og slet ikke vil snakke med nogen. Jeg havde også kastet med ting og sager, hvis det var mig, siger han.