Jacobsen er nervøs hver dag: - Det er utroligt drænende
Nikolaj Jacobsen erkender, at han er udfordret mentalt. Uvisheden omkring coronasituationen fylder konstant i landstrænerens bevidsthed.
Resultatmæssigt kunne det ikke gå bedre, end det gør.
Danmark har vundet samtlige kampe ved EM-slutrunden og har sat sig selv i en favorabel position forud for de restende kampe i mellemrunden.
Men selvom alt går efter planen på papiret, er landstræner Nikolaj Jacobsen udfordret mentalt. Han arbejder nemlig i konstant uvished.
- Jeg er nervøs hver dag. Det tror jeg, vi alle er. Det er utroligt drænende hele tiden at skulle gå og være nervøs omkring de tests, og vi ikke ved, hvad der sker, siger landstræneren til TV 2 SPORT og uddyber:
- Jeg har det egentlig fint nok, udover at hovedet er mentalt fyldt op med en masse tanker omkring hele situationen, når man hele tiden går og venter på, der måske kommer dårligt nyt. Der er hele tiden en plan b og c i gang oppe i hovedet, så det fylder selvfølgelig lidt for meget.
Indtil videre har Danmark været væsentligt mindre ramt af coronavirus end flere af de andre nationer under EM. Inden slutrundens begyndelse testede Jannick Green positiv, mens Hans Lindberg fredag blev konstateret smittet.
Har været med landsholdet længe
Når dette EM er afsluttet om en uge, vil landsholdet det seneste år have været samlet i næsten fire måneder. Og det kan også være hårdt - specielt fordi slutrunderne har været præget af corona.
- Jeg synes måske, vi er nået hertil, hvor lunterne bliver lidt kortere, men jeg synes, spillerne gør det fantastisk. Det må jeg sige. De sørger for at bruge fællesrummet og være sammen, og indtil nu fornemmer jeg egentlig, at der er et rigtig godt humør.
Og selvom spillerne ihærdigt forsøger at holde humøret og stemningen i top, kan de mange timer sammen ikke undgå at sætte sine spor. Specielt, fordi landsholdet det seneste år har været begrænset på muligheder, når de har været samlet.
- Jeg synes måske, der mangler lidt energi og mentalt overskud, men det er måske meget naturligt, når man har været afsted så lang tid på et år. Plus, at vi i alle tre slutrunder også har måtte indordne os under nogle forhold, som ikke er specielt inspirerende at være i, slutter landstræneren.
Hvis resultaterne flasker sig, kan Danmark sikre sig en billet til semifinalerne mandag. Det kræver en sejr over Holland.