Her er scenarierne for semifinalerne og Danmarks gruppe
Danmark er sikker på en plads i EM-semifinalen, men der er stadig noget på spil i mellemrunden. I den anden gruppe er de to semifinalister nu fundet.
De danske håndboldherrer kan allerede glæde sig over at være sikre på en plads i EM-semifinalen, inden de møder Frankrig i sidste kamp i mellemrunden.
Her vil førstepladsen være på spil. Frankrig kan dog stadig blive hentet bagfra af Island, der overraskende tabte til Kroatien og derfor ikke længere har skæbnen i egne hænder.
Den modsatte mellemrunde blev afgjort tirsdag aften, hvor Spanien og Sverige snuppede de to pladser videre til semifinalerne.
Dansk førsteplads på spil - og mulige modstandere
Danmark står nu noteret for otte point i mellemrunden og er sikre på en plads i semifinalen. Det er nu kun Frankrig, der kan gå forbi Danmark i mellemrunden.
Danmark og Frankrig mødes i en direkte duel om førstepladsen. Får danskerne som minimum uafgjort med fra opgøret mod Frankrig, vil Danmark blive nummer et i mellemrunden. Det vil samtidig betyde, at Danmark møder Sverige i semifinalen, da svenskerne blev nummer to i modsatte mellemrunde.
Taber Danmark, bliver det Frankrig, der slutter som nummer et, og Danmark går videre til semifinalen som nummer to. I så fald bliver det et opgør mellem Danmark og Spanien i semifinalen, mens Frankrig så møder Sverige.
Frankrig kan misse semifinalen
Frankrig er dog ikke sikker på en plads i EM-semifinalen.
Inden Danmarks kamp mod Frankrig klokken 20.30 vil det nemlig stå klart, om et fransk nederlag kan koste dem pladsen i semifinalen.
Vinder Island over Montenegro i den tidlige kamp klokken 15.30, spiller de sig op på seks point - ligesom Frankrig.
Taber Frankrig så til Danmark, vil Island og Frankrig begge være på seks point, og islændingene vil være bedre end franskmændene indbyrdes og dermed tage den anden plads i EM-semifinalen.
Her er stillingen i den anden mellemrunde (BEMÆRK: Selvom Sverige har en bedre målscore end Spanien, er det Spanien, der slutter 1'er i mellemrunden, da de vandt holdenes indbyrdes opgør i gruppespillet.):