EM håndbold

To kæmpe redninger sender Spanien i EM-semifinalen

Polen ydede god modstand mod spanierne, som måtte slide for sejren.

Spanien er som det andet hold klar til EM-semifinalerne.

Det står klart efter en snæver og problemfyldt sejr over Polen, der ikke havde noget at spille for. Spanierne følger dermed Danmark, som også er blandt de sidste fire.

De spanske europamestre måtte kæmpe hårdt for de to point og var presset til det allersidste. Under et minut før tid diskede Spaniens målvogter Corrales op med to KÆMPE redninger, som viste sig at blive afgørende.

Corrales, Spanien: - Det var en kamp, hvor vi havde meget pres på os. De kunne spille uden pres, og de spillede bedre end os. Men i sidste ende skal vi (målvogterne red.) redde flere bolde. Vi skal hjælpe holdet mere, så jeg havde det virkelig godt efter redningerne. Jeg vidste, at holdet havde brug for det. At slutte kampen sådan var ikke så dårligt.

Norge og Sverige skal senere tirsdag i direkte duel om den anden semifinale-billet i mellemrundepulje 2. Du kan se braget klokken 20.30 på TV 2 SPORT.

Sådan forløb kampen

/ Ritzau

Spanien var foran nærmest hele kampen. Polen var flere gange tæt på at indhente spanierne, men når det begyndte at brænde på, hævede Spanien niveauet.

Spanien kom bedst fra land i kampens begyndelse og opbyggede hurtigt en firemålsføring. Men Polen lod sig langtfra slå ud, og Spanien mistede grebet i defensiven.

Det betød, at Polen kom på 8-8, og derfra var første halvleg meget lige. Spanien gik til pause med en føring på 14-13.

Samme kampbillede

Anden halvleg lignede i høj grad den første. Spanien trak lidt fra, og så kom Polen tilbage. I slutfasen blev det helt tæt.

Polen havde flere muligheder for at udligne til 28-28 - faktisk med to helt åbne chancer i sidste minut.

I det spanske mål viste Rodrigo Corrales dog storform, og han pillede begge forsøg på akrobatisk vis.

Spanierne skal takke målmanden Rodrigo Corrales for, at de slap med skrækken mod Polen. Video: TV 2 SPORT