EM håndbold

Derfor spiller Lauge med tandbeskytter som den eneste

Den danske playmaker Rasmus Lauge fortæller om én speciel situation, hvor tandbeskytteren reddede ham fra at miste flere tænder i overmunden.

Tandbeskytteren.

Vi kender den fra boksning, basketball og amerikansk fodbold. Men på håndboldbanen er den langt fra fast inventar.

Kigger man dog godt efter i de danske landskampe, vil man muligvis kunne spotte et eksemplar. Det sidder i munden på den danske landsholdsspiller Rasmus Lauge.

Hvis ikke jeg havde haft den i, havde det slag nok ryddet munden for en fire-fem tænder

Rasmus Lauge om et uheld, hvor tandbeskytteren hjalp ham

Den 30-årige playmaker er den eneste i den danske trup, der benytter sig af foranstaltningen, men hvorfor bruger han den egentlig?

Svaret er ganske enkelt. Han har såmænd bare lyttet til sin mor.

- Der er ikke så meget andet i det end at beskytte mine tænder. Det var en lille sjov historie med, at min mor og min mormor syntes, at jeg skulle passe på mine tænder og tage den i munden, når jeg spillede.

- Så jeg måtte jo få en tandlæge til at fremstille sådan en tandbeskytter, så jeg kunne bruge den i kampene, fortæller Rasmus Lauge til TV 2 SPORT.

Brækkede alligevel en tand

Lauge tog rådet til sig og begyndte at spille med tandbeskytteren fra 2013/14-sæsonen, hvor han lige var kommet til Kiel.

Og det skulle vise sig at være et klogt valg.

- Efter jeg havde fået den, uden at der var sket nogle uheld, blev jeg faktisk ramt i hovedet og brækkede en tand, selv med tandbeskytteren i munden, hvor tandlægen sagde, at jeg skulle være meget tilfreds med at have haft tandbeskytteren i.

- Hvis ikke jeg havde haft den i, havde det slag nok ryddet munden for en fire-fem tænder, siger Lauge.

Noget, han skulle vænne sig til

Tandbeskytteren er speciallavet, så den er formet fuldstændig efter Rasmus Lauges tænder.

Samtidig har han vænnet sig til at spille med den, hvorfor den på ingen måde generer ham, når han spiller, hvilket den ellers gør hos flere andre spillere, der har forsøgt sig med samme løsning.

- Jeg ved godt, at der er mange, som ikke spiller med det, fordi de synes, det er ubehageligt. Det var også en tilvænningssag for mig, men nu er jeg der, hvor jeg ikke tænker over det - og ikke har gjort det i mange år, siger han.

Rasmus Lauge spiller til dagligt i den ungarske storklub Veszprem.

Se EM på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY - sendeplanen finder du her.