EM håndbold

EM-profil stjal fokus med to spøjse aktioner

12 mål, en kolbøtte og et spring ud over reklamebanderne var noget af det, som Milos Vujovic bidrog med i montenegrinernes sidste EM-kamp.

Milos Vujovic har været garant for underholdning, når han er gået på banen til EM.

Montenegrineren, der har spillet en stor rolle i sit lands succes, har været involveret i flere opsigtsvækkende situationer under mesterskabet, hvor Montenegro på overraskende vis nåede mellemrunden.

Det mindes jeg ikke at have set før

Bent Nyegaard

Og det var som om, han onsdag aften havde besluttet, at han skulle takke af med et brag.

For Füchse Berlin-fløjen var med i stort set alt, som Montenegro foretog sig offensivt i deres sidste kamp mod Island, hvor det blev til et nederlag på 24-34.

Ikke nok med at han noterede sig for halvdelen af montenegrinernes mål, havde han også to aktioner, der vakte opsigt og anledning til grin i kommentatorboksen.

Lavede målgivende kolbøtte

To minutter efter pausen blev Vujovic sendt afsted i en kontra, hvor han først gjorde sig uheldig bemærket ved at vælte med bolden i hånden, inden han hurtigt rejste sig op for at gennemføre angrebet. Han scorede selvfølgelig.

Milos Vujovic viser sine akrobatiske evner frem, inden han laver en fræk afslutning, der resulterer i mål. Video: TV 2 Sport

- Det mindes jeg ikke at have set før, udbrød TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

Også i studiet blev der lettet på hatten for det, der endte med at være en målgivende kolbøtte.

- Det er ret spektakulært at lave en bagvendt og så op og score et rigtig fint mål. Han virkede som om, han var den eneste med overskud på det montenegrinske hold, lød det fra håndboldekspert Claus Møller Jacobsen.

Hoppede ud over banden efter fejlslagen kontra

12 minutter senere stjal Vujovic igen opmærksomheden, da målvogteren Nebojsa Simic forsøgte at sende Füchse Berlin-spilleren afsted i en kontra.

Afleveringen blev alt for lang, men den hurtige fløjspiller gav aldrig op i forsøget på at nå den. Det resulterede i, at han bragede ud over reklamebanderne bag det islandske mål og endte i bagnettet.

Den montenegrinske venstrefløj undveg med nød og næppe et større uheld. Video: TV 2 Sport

Til stor overraskelse var han ikke kommet til skade og kunne selv rejse sig op og gå tilbage på banen.

- Han er en tryllekunstner, sagde kommentator Thomas Kristensen, inden Bent Nyegaard supplerede:

- Sikke en karakter.

I mixed zone efter kampen fortalte Milos Vujovic, at han havde det fint, og at det var noget, han har prøvet en del gange i karrierens løb.

- Jeg er ligeglad med, om der er bander eller ej. Jeg vil bare score, og så kan jeg bekymre mig om min krop senere. Vi har en fysioterapeut, og han vil gøre det godt igen senere. Alt er fint, sagde Vujovic med et grin.

Montenegro sluttede sidst i mellemrundens gruppe 1. De vandt undervejs tre kampe mod henholdsvis Nordmakedonien, Slovenien og Holland.

Det krævede en sejr over Montenegro, hvis Island ville holde liv i drømmen om en semifinale. Den sejr kom uden de store problemer, så nu skal de sætte deres lid til, at Danmark vinder over Frankrig. Video: TV 2 Sport