EM håndbold

Forvirring hos Norge: Får de noget for en femteplads?

Det var ikke alle, der vidste, at en femteplads ved EM giver en plads til VM næste år.

Man skal være lavet af sten, hvis man ikke forstår nordmændene tirsdag aften. Ikke fordi sprogbarrieren er nedbrudt. Ansigterne afkodedes let inde bag mundbindene i Slovakiet.

Efter at have smidt en sikker plads i EM-semifinalen på gulvet kan det være svært at sætte sig op til og affinde sig med at skulle spille om en femteplads frem for en finaleplads.

Det lyste ud af en flok skuffede nordmænd, der kom forbi TV 2 SPORTs mikrofon efter nederlaget i nøglekampen mod Sverige. En kamp, de så ud til at have styr, men blev tabt på gulvet, da det lykkedes Sverige at vinde de sidste syv minutter med 6-1.

Derfor endte kampen 24-23, og nu skal Norge rejse fra Bratislava til Budapest for at spille om en femteplads.

Kan I bruge den kamp til noget?

- Øhm... Det ved jeg ikke, siger den norske keeper Torbjørn Bergerud til TV 2 SPORT og fortsætter:

- Jeg tror ikke, man får en plads til næste VM eller noget. Så det er ikke en kamp, der er sjov at spille. Men vi spiller stadigvæk på landsholdet og skal vise noget med vores flag på brystet. Så vi skal hive en god præstation op.

Femteplads giver billet til VM

Det er dog ikke sandheden.

Det er ikke bare en kamp om femtepladsen ved EM. Placeringen udløser en direkte plads til VM i Sverige og Polen næste år. Det gør den, fordi værterne fra Sverige samt den regerende verdensmester, Danmark, er i semifinalen.

Det var dog ikke alle nordmænd, der ikke havde haft tid til at læse op på det faktum.

- Kampen kan vi bruge til at få en gratis VM-plads, så vidt jeg ved. Vi skal have lov til at være triste nu, og så skal vi vinde den kamp, siger bagspilleren Harald Reinkind, der blev norsk topscorer tirsdag aften.

Norge ved, hvordan det føles ikke at være med til mesterskaber. Til VM i 2013 og 2015 var de ikke kvalificerede.

Svært at tænke på femteplads efter skuffelsen

Men det fylder intet lige nu, hvor skuffelsen over EM-exit inden semifinalen er dominerende.

- Lige nu tænker jeg ikke på den. Jeg skal have lidt ro på, og så må vi tage femtepladsen efter det, siger den storspillende norske keeper Kristian Sæverås.

- Vi skal have lov til at være skuffede i dag (tirsdag, red.). Men vi skal nok komme igen, siger den norske stjerne Sander Sagosen.

Norges modstander fredag bliver enten Holland, Island, Frankrig eller Montenegro. Det afgøres i onsdagens tre EM-kampe.