EM håndbold

- Man kunne se helt fra starten, han havde ild i øjnene

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard giver karakterer til danskerne efter EM-kampen mod Frankrig.

Jeg synes, det var en forrygende god håndboldkamp. Der var så mange dygtige spillere på banen. Det var en fryd at se de første 45 minutter af det danske landshold - særligt oversidderne taget i betragtning.

Jacob Holm, Niclas Kirkeløkke og Rasmus Lauge... Sikke et tempo! De spillede stort set uden fejl. Forsvaret omkring Kevin Møller fungerede også rigtig godt.

Jeg har også stor respekt for, at det franske landshold blev ved med at give den gas. Deres enorme fysik kvaste det danske forsvar fuldstændig sammen i anden halvleg. Det var en alt for stor opgave for den nye konstellation med Simon Hald og René Antonsen. Det betød, at Niklas Landin ikke fik meget at gå efter.

Det var en super, super håndboldkamp.

Jeg ved, der er nogen, der er kede af det på Islands vegne, men der kom så meget godt ud af at prioritere tingene. Det sås bedst med Jacob Holm og Niclas Kirkeløkke. For mig var det en perfekt indgang til semifinalen.

Det er hysterisk ærgerligt at tabe kampen. Men man må også erkende, at Frankrig er blandt de bedste landshold i nyere tid. Det skal man have respekt for.

Karakterer til de danske spillere

Karakterskalaen
  1. 6Høj klasse
  2. 5Klasse
  3. 4Over middel
  4. 3Middel
  5. 2Under middel
  6. 1Ikke så godt
  7. 0Dumpet
  8. UBUden for bedømmelse
  • Niklas Landin

    Målmand

    Han havde 6 redninger på 23 skud - og en redningsprocent på 26. Han stod hele anden halvleg og havde nogle virkelig store redninger. Senere blev han fuldstændig alene med skytterne, fordi forsvaret var trykket ned.

    Der var ikke så meget at komme efter. I takt med, at Frankrig fysisk overmatchede danskerne, steg deres skudkvalitet også.

    3
  • Kevin Møller

    Målmand

    Han stod hele første halvleg. Han havde 8 redninger på 20 forsøg og lander på 40 procent. Kevin Møller beviste igen, at han er lige, hvor han skal være. Hver eneste gang, der bliver kaldt på ham, gør han det fortryllende godt.

    Han var meget sikker, men han havde også et godt forsvar foran sig. Møller læste det godt, og han havde flere store redninger.

    Selvom han står med verdens bedste målmand i Niklas Landin, er han lige nøjagtig, hvor han skal være.

    5
  • Magnus Landin

    Fløjspiller

    Det var en lidt speciel landskamp for Magnus. Han havde ingen afslutninger, men han spillede 40 minutter.

    Han dækkede venstrebacken og dækkede også fremme i et 5-1-forsvar. Det fungerede rigtig godt i perioder, indtil franskmændene blev for overlegne. Landin var med i den gode forsvarshalvleg. Han stod ved siden af Møllgaard, og det fungerede rigtig godt. Han fik ikke noget at arbejde med angrebsmæssigt.

    Han fik en udvisning, som jeg synes var forkert. Det var en fin landskamp.

    4
  • Emil Jakobsen

    Fløjspiller

    Han spillede 22 minutter og havde én afslutning. Han scorede på straffekast, men han var ellers ikke voldsomt involveret.

    Han løste forsvarsopgaverne fornuftigt.

    4
  • Lasse Svan Hansen

    Fløjspiller

    Han scorede på sit eneste forsøg, som blev sat ind, da det danske angrebsspil virkelig flød.

    For en sjælden gangs skyld var der et par situationer, hvor han ikke var der med sin opbakning.

    4
  • Johan Hansen

    Fløjspiller

    Han lavede to mål på tre forsøg og spillede anden halvleg.

    Der var et par enkelte gange, hvor jeg synes, han godt kunne have givet den lidt mere gas i forhold til at bakke op. Der blev trykket rigtig meget på det danske forsvar, og han kunne godt have støttet Niclas Kirkeløkke mere.

    4
  • Simon Hald

    Stregspiller

    Han fik 31 minutter og lavede to mål på lige så mange forsøg. Han startede kampen rigtig godt med Henrik Møllgaard ved sin side. De fungerede rigtig godt sammen, og der var rigtig god tyngde i den periode (de første 10 minutter). Der var han virkelig god fysisk og forudseende.

    Da han skulle spille den lange periode med René Antonsen i anden halvleg, magtede de det ikke. De blev kørt ned uden Henrik Møllgaard. Det centrale forsvar faldt simpelthen fra hinanden. Så mange minutter har Hald og Antonsen heller ikke spillet sammen.

    Til at starte med spillede han til et femtal, men han sluttede med at præstere til et total. Så vi ender på tre.

    3
  • Henrik Toft

    Stregspiller
    UB
  • René Antonsen

    Stregspiller

    Han fik rigtig meget spilletid - 42 minutter. Med René får du altid maksimal fight, men han var overmatchet her.

    Han brændte flere chancer helt alene. Det var så store chancer, at han selvfølgelig skal score. Henrik Toft havde det samme problem på et tidspunkt.

    Så var forsvarspræstationen sammen med Simon Hald ikke god. Det kunne han ikke håndtere, og han fik en enkelt dum udvisning.

    Det var lærerigt, men han blev smadret fysisk af de franske kryds og Frankrigs stregspillere.

    2
  • Niclas Kirkeløkke

    Bagspiller / Kampens spiller

    Man kunne se helt fra starten, han havde ild i øjnene. Han hamrede den første ind og havde så en flot assist.

    Derfra så han sig aldrig tilbage. Han var i god fart hele tiden og viste et fantastisk mod. Når han først er i fart, skal de godt nok være store og stærke for at afvise ham. Han lavede ti mål. Jeg giver ham et femtal, og det trækker fra, at han smed en bold væk til allersidst.

    Det har set meget lovende ud, når han har fået chancen under EM. Han var også rigtig god på forsvarsdelen.

    Han deler titlen som kampens spiller med Jacob Holm.

    5
  • Mads Mensah

    Bagspiller

    Det var lidt mindre godt. Han spillede 26 minutter og lavede to tekniske fejl. Han var en rigtig god sammenhængskraft i den periode, han spillede i angrebet. Men han var overmatchet forsvarsmæssigt - og det sker ikke så tit, skal jeg hilse at sige.

    Det blev aldrig helt hans kamp.

    3
  • Jacob Holm

    Bagspiller / Kampens spiller

    Han havde virkelig meget fart. Det gav det danske angrebsspil så mange dimensioner og kvaliteter. Det var meget svært for franskmændene at håndtere.

    I modsætningen til de minutter, som han har fået indtil videre, har han nu fået skuddet med. Derved giver han sig selv muligheden for at bryde igennem, fordi de kommer frem til ham.

    Det var meget opløftende at se ham på det niveau, hvor jeg har set ham før. Nu har han fået nogle rigtig gode kilometer i de hurtige fødder. Det kan få meget stor betydning i semifinalen.

    5
  • Henrik Møllgaard

    Bagspiller

    Det var meget opmuntrende at se Møllgaard. Jeg havde spekuleret på, om han var fit for fight. Det er han bestemt. Det var klart den stærkeste periode i forsvaret, da han var inde.

    Det danske forsvar fik for alvor problemer, da han gik ud. Det var en fornem forsvarspræstation af Henrik Møllgaard. Alt i alt var den en rigtig god kamp. Det var vigtigt forud for de kommende opgør.

    Han var alle de rigtige steder og kunne tage de fysiske dueller.

    5
  • Rasmus Lauge

    Bagspiller

    Jeg er glad for at se Lauge. Han får nye dimensioner i sit spil. Han er også gennembrudsspiller, men han får flere kompetencer flettet ind. 

    Han fik angrebsspillet til at hænge godt sammen. I perioder var hans afleveringsspil rigtig godt. Han har et virkelig godt blik for det. Han fik lavet tre gode assist.

    Han fik lagt yderligere på kvaliteten i sit spil, fordi han ikke skulle spille på gennembrud hele tiden.

    Det skæmmer præstationen, at han lavede tre tekniske fejl. Han er i klar fremgang.

    4
  • Lasse Andersson

    Bagspiller
    UB
  • Aaron Mensing

    Bagspiller
    UB
  • Nikolaj Jacobsen

    Landstræner

    Det var en landskamp, der blev tabt, men jeg synes, han fik uendeligt meget ud af den her kamp. Især, at han fik så meget sving i Kirkeløkke og Jacob Holm.

    Han fik også Møllgaard i spil med mange minutter. Det var de tre spillere, der helt overordnet leverede god kvalitet. Kevin Møller fik også gode minutter.

    Han kom hele vejen rundt om det, han gerne ville. I store dele af kampen var det nok til at tryne franskmændene. Til sidst var det med mange nye spillere i forsvaret - det er ikke mange minutter, de har sammen, og de blev most. 

    Landstrænerens opgave er at give dem erfaring, og jeg synes, Nikolaj Jacobsen har fået rigtig mange brikker at kunne flytte rundt inden semifinalen.

    Han er bedre stillet til kampen fredag, end han var før mødet med Frankrig. Men han er nok ved at blive sindssyg over, at det endte med et nederlag.

    5