Forklarer fejlslagent angreb, der fik landstræneren til at grine
Et fejlslagent angreb i de døende sekunder af 1. halvleg gav anledning til smil i den danske landsholdslejr.
Se Danmarks semifinale mod Spanien på fredag klokken 18.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.
Tålmodigt blev bolden spillet rundt i den danske bagkæde.
Problemet var bare, at der ikke var tid til tålmodighed, da Danmark havde muligheden for at komme foran med seks mål med 12 sekunder tilbage inden pausen mod Frankrig.
Sekunderne gik, og pludselig lød hornet til Jacob Holms store overraskelse.
- Jeg tror ikke, Jacob lige fik set, at tiden var ved at løbe ud. Det blev så ikke til noget, siger Danmarks landstræner, Nikolaj Jacobsen, der i sekunderne efter godt kunne grine af det fejlslagne angreb.
For kampen var uden den store betydning for det danske landshold, der allerede inden kampen var sikret en plads i EM-semifinalen.
"Vi vidste ikke, hvor vi skulle løbe hen"
I det pågældende angreb var det Jacob Holm, der stod med bolden, da tiden rindede ud. Udefra så det ganske forvirrende ud, hvilket det også var, fortæller den danske Füchse Berlin-spiller.
- Der blev råbt et system, og jeg ventede på, at det system blev kørt. Det skete bare ikke. Og så løb det lidt ud i vandet, og vi vidste ikke, hvor vi skulle løbe hen, siger Holm, der ellers gjorde en god figur med sine ni mål.
- Vi var jo foran med fem mål, og det var nok med til at gøre, at der kunne smiles lidt af det i stedet for at få skæld ud.
Fra fløjen havde Lasse Svan Hansen godt luret, at de var ved at komme i tidsproblemer.
- Vi mistede bare tiden, tror jeg. Da der manglede 10 sekunder, troede jeg egentlig, vi ville bygge noget op. Jeg glemte at få råbt ind til dem, for jeg troede egentlig, der var styr på det. Det kunne jeg så se, der ikke var, da der var fem sekunder tilbage.
Det er måske fint, det skete i dag, hvor der ikke var så meget på spil?
- Hellere i dag end på fredag, ja, siger Lasse Svan med henvisning til semifinalen mod Spanien.
Danmark endte med at tabte kampen med 29-30. Et resultat, der betyder, at Frankrig følger med Danmark i semifinalen, mens Island skal spille om femtepladsen.