EM håndbold

Her er de hadefulde beskeder, der er sendt til danske EM-spillere

Danske landsholdsspillere har indvilget i at dele nogle af de hadbeskeder, de har modtaget på sociale medier.

Reaktionerne har været voldsomme, efter Danmark onsdag aften tabte til Frankrig.

Og nogle af dem har også været over stregen for, hvad der er acceptabelt.

Flere af de danske EM-spillere fik i timerne efter kampen tilsendt hadefulde beskeder på de sociale medier. Enkelte modtog sågar opkald fra personer, der ville ytre sin utilfredshed.

TV 2 SPORT har dagen derpå fået indblik i nogle af de beskeder, der er sendt privat til de danske spillere.

Her fremgår det, at flere beskylder de danske verdensmestre for matchfixing, mens der også bliver fokusereret på, at nederlaget kostede Island en plads i semifinalen.

Danmark, der allerede inden onsdagens kamp var sikret en plads i semifinalen, havde længe et komfortabelt forspring. Det blev hentet i de sidste minutter, og i stedet var det franskmændene, der sikrede to altafgørende point med en sejr på 30-29.

På kanten til dødstrusler

Resultatet betød, at Frankrig spillede sig i semifinalen, mens Island i stedet skal spille om femtepladsen.

Det var selvsagt noget, der vækkede følelser blandt de islandske håndboldfans, og her er det

- Som jeg er orienteret, er der i et pænt omfang blevet sendt alt fra håbløse anklager om matchfixing til kommentarer på ens udseende, og den værste kategori er på kanten til dødstrusler, siger sportschef i Dansk Håndbold Forbund, Morten Henriksen, til TV 2 SPORT.

- Det er for meget og langt over grænsen.

Morten Henriksen oplyser, at man dagen igennem har sikret sig, at de danske spillere får håndteret de voldsomme reaktioner, og at DHF til hver en tid vil stå bag eventuelle politianmeldelser.

"De kommer bredt omkring, og de går til den"

Stregspilleren René Antonsen er én af de spillere, der blev mødt af hadefulde beskeder, da han tog sin telefon frem efter den afsluttende mellemrundekamp.

- Der har været lidt forskellige beskeder fra nogle islændinge og lidt ubehagelige oplevelser der.

Hvad er det for nogle beskeder, du har fået?

- Det er lidt forskellige beskeder på Instagram, hvor folk skriver deres mening om mig og om min præstation under kampen... Ja faktisk bare om hele min opvækst, føler jeg nærmest. De kommer bredt omkring, og de går til den, siger den danske Aalborg-spiller.

Danmark møder Spanien i EM-semifinalen fredag klokken 18.00. Kampen kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.