EM håndbold

Sverige undgår Danmark, så nu stiger deres finalechancer

Efter Danmarks nederlag til Frankrig står det klart, at EM-semifinalerne bliver Spanien-Danmark og Sverige-Frankrig.

Den svenske landstræner kan ikke ønske sig mere:

Tirsdag leverede Sverige et stort comeback mod Norge og spillede sig i EM-semifinalen.

Og onsdag leverede Frankrig et stort comeback mod Danmark, så Sverige slipper for at møde Danmark.

Dermed øges Sveriges muligheder for at komme i finalen fra 10/90 til 30/70, siger Glenn Solberg til Aftonposten. Sverige vil dog stadig være undertippet, fastslår landstræneren.

- Jeg vil mene, at Frankrig er storfavorit mod et hold, der har flere vigtige spillere ude med corona. Kommer vi op på niveau, kan vi slå alle – men det er klart, vi er sårbare, når vi har flere spillere væk. Derfor siger jeg 70/30 til de olympiske mestre, siger Glenn Solberg om gentagelsen af VM-semifinalen i 2021.

Ved den lejlighed vandt Sverige 32-26.

- Det er vel ikke en fordel for os. De vil sikkert have revanche, konstaterer han.

Sveriges semifinale mod Frankrig spilles fredag klokken 20.30.

Tredje semifinale på et år

Pudsigt nok er fredagens anden EM-semifinale, Spanien-Danmark, også en gentagelse af den anden VM-semifinale i 2021.

I fjor vandt Danmark 35-33, og ved OL i sommeren 2021 vandt Danmark igen de to holds semifinale med 27-23.

- Spanien er et godt turneringshold. Det er en blanding mellem yngre kræfter og en masse erfaring. De har stadig et rigtig godt forsvar og to af verdens bedste målmænd og fløje, siger den danske landstræner Nikolaj Jacobsen.

- Så har de fået noget mere fart i deres angrebsspil, som vi skal kigge på, hvordan vi får dæmmet op for, siger landstræneren til ritzau.

Danmarks EM-semifinale mod Spanien spilles fredag klokken 18. Se EM på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY - sendeplanen finder du her.