EM håndbold

Danmarks EM-semifinale udskudt: - Rigtig kedeligt, siger sportschef

De danske og spanske spillere måtte indlede deres opvarmning på gangen, indtil det til sidst blev besluttet at udskyde kampen med et kvarter.

Kampen om femtepladsen endte i et sandt drama med forlænget spilletid, da Norge fredag eftermiddag slog Island. Men det fik også mærkbare konsekvenser for det danske landshold.

For i kulissen var der også drama. Danmarks EM-semifinale mod Spanien skulle være fløjtet i gang klokken 18, men på det tidspunkt, hvor spillerne normalt går i gang med at varme op, var kampen forinden langt fra forbi.

Det betød, at de danske landsholdsspillere indledte opvarmningen ude på gangen foran omklædningsrummet, inden det spanske og danske håndboldforbund samt det europæiske håndboldforbund sammen blev enige om at udskyde kampstart med et kvarter til klokken 18.15.

Dansk sportschef ærgrer sig

Hele forløbet frustrerer Dansk Håndbold Forbunds sportschef, Morten Henriksen.

- Det er rigtig ærgerligt, at sådan en beslutning skal træffes med så kort varsel. Vi har spillere, der har løbet ud i gangen og startet deres opvarmning. Vi har påpeget det her allerede i går på det tekniske møde med EHF, at det kunne ske. Og tilbagemeldingen var, at ”vi håber, den ikke går i forlænget”.

- Så nu har vi brugt lidt tid i fællesskab og fundet ud af sammen med Spanien, EHF og os i fællesskab, at vi spiller kvart over seks, siger Morten Henriksen til TV 2 SPORT.

Hvad synes du om det?

- Det er rigtig kedeligt at skulle stå og snakke om som en optakt til en semifinale ved EM. Det her kunne man have lavet en plan for tidligere. Det er ærgerligt, men nu står vi her, og jeg er fuldt ud sikker på, at drengene holder fokus på at være klar til kvart over seks også, siger sportschefen.

Han ærgrer sig også ekstra meget på vegne af dem, der sidder hjemme i stuen og kigger med, fordi det endnu engang kan give et mudret billede af håndboldsporten.

Det europæiske håndboldforbund ønsker ikke at stille op til interview med TV 2 SPORT og forklare sig.

Håndboldherrerne kom ind på banen i Budapest cirka 17.30 - et kvarter senere end planlagt.

Danmarks EM-semifinale mod Spanien kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY lige nu - eller følges her i vores liveblog, hvor ekspert Rasmus Boysen sidder klar til at svare på spørgsmål: