EM håndbold

Sverige er i finalen efter vanvittig afslutning

EM-finalen står mellem Sverige og Spanien, mens de olympiske finalister Danmark og Frankrig mødes i bronzekampen.

Imod alle odds har Sverige spillet sig hele vejen til EM-finalen.

Det står klart efter en imponerende sejr over de olympiske mestre fra Frankrig, hvor det ellers var lige ved at gå helt galt for svenskerne til sidst.

Med et minut tilbage var Sverige foran med to mål og skulle bare køre sejren hjem. Alligevel fik en helt fri Ludovic Fabregas chancen for at udligne i de sidste sekunder.

Men målmand Andreas Palicka, der var vendt tilbage fra coronaisolation, blev den helt store helt og sikrede finalepladsen.

Sverige møder Spanien i finalen, mens Frankrig og Danmark mødes i bronzekampen - i øvrigt en gentagelse af sommerens OL-finale.

Kampene spilles søndag og kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.

Svenskerne har ellers været overordentligt hårdt ramt coronasmitte på nøglepositioner under EM-slutrunden, og semifinaledagen startede også med nyheden om, at tre store profiler var dømt ude.

Det er Sveriges tredje mesterskabsfinale på fire år, hvor det er blevet til sølv ved både EM og VM.

Sådan forløb kampen

Af Ritzau

Sverige har været hårdt ramt af coronavirus under turneringen, og det svækkede holdet til semifinalen, hvor Hampus Wanne, Lukas Sandell, Niclas Ekberg og Felix Claar alle sad udenfor.

Til gengæld var den stærke keeper og anfører Andreas Palicka blevet klar efter sin coronasmitte og startede inde, og det fik vital betydning.

Han fik dog ikke den bedste start, da franskmændene nærmest scorede efter behag i indledningen. Det blev 5-1 og 7-3 til Frankrig, inden svenskerne vågnede og spiste af det franske forspring.

Målmand Palicka stod selv for reduceringen til 6-7, da han kastede bolden i et tomt mål. Han gentog endda kunststykket med målene til 9-10 og 10-10, da Frankrig spillede i undertal og havde skiftet målmanden ud.

Så var Palicka meget bemærkelsesværdigt første spiller til at score tre mål i kampen, og desuden begyndte han at tage godt fra inde i målet.

På målfronten blev han naturligvis snart overhalet af Flensburg-Handewitt-playmakeren Jim Gottfridsson, der med fem mål i første halvleg var med til at vende det hele på hovedet, så svenskerne ved pausen førte med 17-14.

Sverige fik også en drømmestart på anden halvleg, hvor holdet hurtigt kom på 19-14, og så lignede det for alvor svensk finaleplads.

Men man skal aldrig dømme Frankrig ude i herrehåndbold. Holdet reducerede til 18-20, og så fulgte en lang periode, hvor holdene skiftedes til at score.

Med omkring ti minutter tilbage hev den anden svenske keeper Peter Johannesson et par store redninger frem, som Sverige i den modsatte ende udnyttede til at bringe sig på 30-26.

Frankrig reducerede til 29-31, men Sverige fik ny luft, da Jonathan Carlsbogård med fem minutter tilbage brød igennem og scorede til 32-29.

Frankrig scorede så de to næste, og dermed var der drama til det sidste.

Sverige førte med to mål med godt et minut tilbage, men alligevel var Frankrig tæt på at fremtvinge forlænget spilletid.

Frankrig reducerede til 33-34 og nåede i angreb i jagten på udligning, men Palicka reddede sit hold igen.