- Det falder tilbage på mig, siger Nikolaj Jacobsen
Danmarks angreb fandt ikke løsningerne mod Spanien, og det falder tilbage på Nikolaj Jacobsen, mener han selv.
I langt de fleste kampe under EM har det danske angrebsspil fungeret upåklageligt, men i fredagens semifinalenederlag til Spanien mødte det muren.
Det spanske forsvar var bevægeligt og aggressivt og havde held med at stække de danske offensivspillere, der aldrig fandt rytmen.
Det tager landstræner Nikolaj Jacobsen sin del af ansvaret for efter at have sovet på oplevelsen.
- Jeg synes ikke, vi fandt løsningerne, og det falder tilbage på mig. Der er ingen tvivl om, at vi ikke fik skabt et flow i angrebsspillet. Spanien var dygtig til at lukke ned for nogle områder.
- Når det her er overstået, går jeg mere i dybden med den kamp og skal sikre mig, at det ikke sker igen, siger han lørdag.
Mathias Gidsel blev aldrig den store faktor, som han har været gennem hele turneringen, og heller ikke Rasmus Lauge eller Mikkel Hansen lykkedes med specielt mange af deres aktioner.
Kun Gidsel kunne finde dueller
Spørgsmålet er, om Nikolaj Jacobsen i bagklogskabens lys ville have gjort noget anderledes.
- Jeg stod ikke med en tryg fornemmelse af, at vi fandt de rigtige løsninger, fordi dem havde vi problemer med i næsten hele kampen. I sidste ende var det fortjent, at Spanien vandt, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.
- Det var taktisk og individuelle kvaliteter, der kostede. Sådan er det jo i de kampe, når vi ikke kan vinde vores mand-mand-spil, så er det svært.
Danskerne gik efter guldet, men må nu nøjes med at spille om bronze søndag eftermiddag mod Frankrig, som tabte sin semifinale til Sverige.
Resten af lørdagen skal bruges til at klæde spillerne på til den opgave. Både taktisk og mentalt.
- Lige nu er vi ikke så mentalt klar. Den sidder stadig i os, og det kommer den til at gøre resten af dagen. Sidst på eftermiddagen ser vi noget video og begynder at forberede os, siger Nikolaj Jacobsen.
Danmark har ikke fået en medalje med hjem fra EM siden 2014. For fire år siden tabte holdet bronzekampen, og også dengang var modstanderen Frankrig.