Esbjerg prygler kroater i CL

Kroatiske Podravka Vegeta blev slået med 13 mål af Team Esbjerg, der har sikker kurs mod CL-kvartfinalerne.

Håndboldkvinderne fra Team Esbjerg fortsætter med at dominere i Champions League.

Lørdag slog cheftræner Jesper Jensens spillere på hjemmebane Podravka Vegeta fra Kroatien med 30-17.

Med sejren øger Esbjerg afstanden i toppen af gruppe A til de nærmeste forfølgere og nærmer sig direkte adgang til kvartfinalerne.

Vestjyderne har været noget nær suveræne i alle turneringer siden slutningen af september, hvor Esbjerg senest tabte en kamp.

I midtugen måtte holdet dog nøjes med uafgjort ude mod Silkeborg-Voel i den hjemlige liga, og måske derfor virkede esbjergenserne mod Podravka fra start opsatte på at finde tilbage på sejrskurs.

Hurtigt kunne Jesper Jensen se sit hold bringe sig foran med 6-1 og lidt senere 9-2 og 12-3, inden kroaterne henimod pausen øgede scoringsfrekvensen en anelse over for Rikke Poulsen i Esbjerg-målet.

Esbjerg førte 18-7, inden de to hold kom ud til de sidste 30 minutter.

Topper gruppen

Værterne slap foden fra speederen i anden halvleg, og der var midtvejs en periode på omkring syv minutter, hvor Esbjerg ikke fik scoret. Podravka-spillerne kunne alligevel intet stille op.

For tre måneder siden vandt Esbjerg med 27-26 ude over Podravka, efter at kroaterne havde gjort kampen spændende med et comeback i anden halvleg, men det var de ikke i nærheden af lørdag.

Esbjerg topper Champions Leagues gruppe A med 19 point foran russiske Rostov-Don med 16 point efter 11 spillerunder.

Alt tyder på, at Esbjerg vil slutte i top-2 og sikre sig direkte adgang til kvartfinalerne. Det kræver, at vestjyderne i næste weekend får et resultat med fra udekampen mod bundholdet Buducnost fra Montenegro.

Buducnost har ligesom Podravka i bunden af gruppen blot to point.