Håndbold

Når Mikkel Hansen vender hjem, venter en ny virkelighed

Mikkel Hansen ser frem til at vende tilbage til Danmark denne sommer.

Til sommer ændrer håndboldlandskabet i Danmark sig en smule, når Mikkel Hansen returnerer fra Paris for at støde til Aalborg Håndbolds ambitiøse planer.

Den danske verdensstjerne, lokkerne i behold og skudarmen intakt, afslutter dermed en periode på ti år som udenlandsprofessionel i det franske med alt, hvad det indebærer.

Kultur, titler, anerkendelse.

Det er jeg jo gået glip af utrolig mange år i streg

Mikkel Hansen

I en by som Paris, hvor verdensstjerner flokkes, har den danske håndboldvirtuos formået at leve en stille tilværelse, på trods af stor virak om hans person på hjemlige breddegrader.

En ting, som Mikkel Hansen har sat pris på, men som returen til Danmark måske kommer til at ændre.

- Det har jeg også altid kunnet lide (i Paris, red.). Der har jeg altid været rigtig glad for, at jeg kunne passe mig selv. Nu må vi se, hvor slemt det bliver – jeg tror, det bliver nogenlunde stille og roligt.

- Jeg tror også bare, jeg lever en rimelig stille og rolig tilværelse, så man ser mig ikke alle mulige steder. Jeg er ikke så ung mere. Jeg har to børn og så videre, så jeg kommer nok til at opholde mig rimelig meget derhjemme.

- Når jeg så er ude at lave ting med familie og venner, om man skal snakke med et menneske eller to på grund af et eller andet, det overlever jeg nok lige, siger Mikkel Hansen.

Er gået glip af mange ting

Mikkel Hansen, der lige nu holder hof i Budapest med landsholdkammeraterne under EM, glæder sig til at komme tilbage til Danmark, når tiden i Paris Saint-Germain løber ud.

I de seneste ti år i udlandet har han savnet at være en større del af familie og vennernes liv i Danmark, og selv om han kommer til at bruge en god del af tiden på at pendle mellem København og Aalborg, har den 34-årige Hansen nu bedre muligheder for at flette tingene sammen.

- Jeg har vel savnet det med at være tæt på venner og familie – at man bare lige kan droppe over og se dem, som man jo kunne dengang, jeg for eksempel spillede i AG København, hvor det var muligt at være meget mere social, være til fødselsdag og alle de der ting.

- Det er jeg jo gået glip af utrolig mange år i streg nu, så det glæder vi os rigtig meget til. Og på en eller anden måde at blive en væsentlig større del af både min egen families liv, men også vennernes – det tror jeg måske, er noget af det, man har savnet allermest på en eller anden måde, siger Mikkel Hansen.

Mikkel Hansen tiltræder i Aalborg Håndbold på en treårig kontrakt til sommer.