EM håndbold

Gidsel på krykker - her får Danmark overrakt bronzemedaljerne

Niklas Landin gav rutinerede Lasse Svan lov til at løfte bronzetrofæet, da Danmark modtog deres medaljer i Budapest.

De danske håndboldherrer kom søndag aften tilbage i hallen for at få overrakt bronzemedaljer, efter EM-finalen var forbi.

Og her var der et glædeligt gensyn med Mathias Gidsel. Om end det desværre blev med synet af Gidsel på krykker, efter han kom til skade med knæet kort inde i EM-bronzekampen.

Gidsel bevægede sig stille og roligt af sted mod podiet, mens han kun støttede på sit venstre ben. Og på podiet var det tydeligt, at der ikke kun var glæde at spore hos Gidsel over endnu en medalje med landsholdet.

I TV 2 SPORTs EM-studie søndag aften fortalte landstræner Nikolaj Jacobsen, at de ikke havde fået de bedste meldinger omkring Gidsels skade, men at det var for tidligt at drage konklusioner.

- Mathias er selvfølgelig rigtig ked af det. Vi må se, hvad der sker de næste dage. Nu er det vores opgave at få lidt humør på ham. Han er heldigvis ung. Vi gør, hvad vi kan nu for at hjælpe ham og også holde humøret oppe på ham, sagde Nikolaj Jacobsen.

Opmuntringen fra Emil Jakobsen

Venstrefløjen Emil Jakobsen prøvede at opmuntre sin gode kammerat, imens de stod på podiet, og selv var han også berørt af hele situationen omkring Gidsel. Det fortalte han lige efter kampen.

- Det er noget pis. Vi håber på det bedste og krydser fingre for, at det ikke er slemt. Det er en af mine bedste kammerater, så når der sker noget dumt med ham, så påvirker det mig sindssygt meget. Han er presset. Han har det dårligt. Han har slået sit knæ, og vi ved ikke, hvad status er. Vi håber på det bedste, sagde Emil Jakobsen.

Da Gidsel måtte udgå fra bronzekampen og i første omgang lagde sig bag bænken, stak Jakobsen også hovedet forbi og gav en hurtig besked.

- Jeg sagde til ham, at han lige måtte tage det roligt og trække vejret. Jeg tænker, at han tænkte det værste. Det var bare lige for at give ham nogle andre tanker. Det ved jeg ikke rigtig, om man kan, men bare lige vise, jeg var der for ham. Vi skal alle sammen være der for ham. Men det er nok lidt svært at opmuntre ham lige nu.

Der var da også smil at spore på Gidsels ansigt på podiet. Specielt efter Emil Jakobsen lige havde givet ham et opløftende klem i nakken og sagt et par ord.

Lasse Svan løftede trofæet

Kort efter havde alle danske spillere fået en bronzemedalje om halsen og stod på podiet, og så var det tid til, at bronzetrofæet skulle overrækkes.

Alle ventede på, at anfører Niklas Landin gik frem og løftede det, men Landin valgte i smuk stil at gå frem, pege på Lasse Svan og derefter stille sig tilbage i rækken.

Derfor blev det i stedet Lasse Svan, der løftede det sidste trofæ med herrelandsholdet, da bronzekampen blev hans sidste i rødt og hvidt i slutrundesammenhæng.

- Det bliver helt specielt at skulle møde ind, hvor han ikke kommer til at være min roommate, sagde Niklas Landin inden medaljeoverrækkelsen.