EM håndbold

I dag kommenterer Thomas Kristensen og Bent Nyegaard deres sidste kamp sammen

Et forbudt ord, en rørende tale og evnen til at komme for sent er noget af det, som TV 2 SPORTs kommentatorpar vender i en snak om 19 års makkerskab.

I tæt på to årtier har Thomas Kristensen og Bent Nyegaard lagt lydtæppe til dansk håndboldhistorie.

De kommenterede sammen for første gang til VM i herrehåndbold i 2003. Nu, 19 år og omtrent 1000 kommenteringer senere, går de i arbejdsmæssig sammenhæng hver til sit.

For når de søndag aften sætter sig bag mikrofonerne for at lægge stemme til EM-finalen, er det sidste gang, at de skal kommentere en håndboldkamp sammen, da Thomas Kristensen fremover dedikerer sig til fodbold.

I den forbindelse er Thomas Kristensen og Bent Nyegaard sat i stævne til en snak om et makkerpar, der med årene har udviklet sig til noget, der strækker langt ud over kommentatorbokse i alverdens håndboldhaller.

Fem ord, punktlighed, passion, forfængelighed, svindel og venskab blev udgangspunktet i en timelang samtale, der fandt sted over et glas rødvin på et hotelværelse i Budapest.

Punktlighed

Thomas: Det er jeg. Jeg er enormt punktlig.

Bent: Og så er vi to.

Thomas: Du udgiver dig for at være punktlig, men kommer sjældent til tiden.

Hallo, vi kommer jo ikke for sent. Det er Danmark, for helvede

Bent Nyegaard

Bent: Det er en sandhed med meget, meget store modifikationer.

Thomas: I al den tid, vi har været sammen, har jeg været TK Travel. Det er mig, der har sørget for alt det praktiske. Det er ligesom bedst, og mit bedste bud er, at jeg har spildt op til flere døgn på at vente, når vi gør boet op.

Bent: Thomas... Jeg vil sige, du er jo altid supergodt forberedt, og du er altid i god tid, men det, du er ude i nu, er jo helt på månen.

Bent: Ej, seriøst. Indimellem er vi jo helt syge. Vi har jo mange af de samme rutiner. Jeg kom til at tænke på Herning i 2020 – til kvindeslutrunden – hvor vi boede dør om dør, og jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg siger, at vi åbnede døren samtidig mindst 10 gange.

Thomas: Ja, haha. Det var håndboldtvillingerne.

Bent: Døren åbnede, og så stod du der. Det er selvfølgelig, fordi vi har haft den her rytme. Og hallo, vi kommer jo ikke for sent. Det er Danmark, for helvede. Det er lidt sygeligt.

Thomas: Men det handler jo også om respekt for seerne og for det hverv, vi er blevet tildelt, at vi er ordentlig forberedt. Jeg hader folk, der ikke er godt nok forberedt. Det er det mindste, man kan gøre. Jeg har altid lovet mig selv, at den dag, hvor jeg ikke længere kan finde motivationen til at sætte mig ned og forberede mig, skal jeg stoppe omgående.

Bent: Det, jeg har lært af at kommentere, er, at sagt er sagt. Selvfølgelig kan jeg sige, at jeg sagde noget vrøvl, men jeg kan jo ikke blive ved med at vrøvle. Jeg tror også, det er det, du tænker på. Det er et knaldhårdt medie. Bum! Og sætningen er ude.

Thomas: Ja, vi kan falde igennem med et brag, hvis vi ikke er godt nok forberedt. Og det er jo vidt forskellige ting, vi forbereder os på. Vi har en dagsrytme hernede, der gør, at vi oftest støder på hinanden til morgenmaden, inden der er et redaktionsmøde. Så går vi hver til sit. Det er, som om vi bliver sat til opladning på hver vores værelse, og så sætter vi os sammen, når vi kører i hallen.

Thomas: Og så kommer ventetiden igen. Forleden skulle vi køre klokken 16.00, og uret sagde 16.02, da du kom ned. Det var to minutter af mit liv.

Bent: Ja, det hører jo med, at jeg har jo stået nede på gaden et par gange, hvor du er kommet for sent op med bilen.

Passion

Thomas: Passionen har jo været altafgørende, og fra det øjeblik, vi startede med at kommentere sammen, har jeg kunnet mærke den passion. Jeg kan huske, det var mig, der pressede på for at få dig mere fast tilknyttet, end du var i starten, for jeg kunne se, at her var der en, der kunne sit stof.

Jeg tør sgu godt sige, at når vi var afsted, var det de bedste, der var afsted

Thomas Kristensen

Bent: Ja, det var dig, der pressede på. Du sagde, jeg skulle stoppe med det, jeg lavede oppe i Holstebro, hvor jeg var træner. Jeg talte med Flemming Meier, der var chef dengang, og sagde til ham, at der var én ting, jeg gerne ville have stående i kontrakten: Jeg vil have muligheden for at blive undervist og blive dygtigere, for jeg havde en ambition om at blive dén dygtigste på mit felt.

Bent: Jeg vidste godt, jeg gik ind på et område, hvor jeg vidste meget om håndbold, men intet om tv.

Thomas: Jeg har kommenteret alverdens ting med rigtig mange mennesker, og der har aldrig været nogen, og der kommer heller aldrig nogen som dig, Bent. Du har en ekstrem flair for det. Du er ekstremt stærk rent sprogligt, og så er du ekstremt god til at levere one liners, og så kan du veksle mellem at være sjov og dybt alvorlig.

Bent: Vi har jo virkelig fået en platform for at vise vores passion, fordi det danske herrelandshold - og i perioder kvindelandsholdet - har været rigtig, rigtig godt. Det hører jo med. Det ville have været noget andet, hvis vi ”bare” skulle kommentere placeringskampe i 20 år.

Thomas: Jeg kan sige det på en anden måde. Jeg skylder jo dansk håndbold og landsholdene – og nu blev det jo herrelandsholdet i særdeleshed – en stor tak for den berigelse, jeg har fået i mit arbejdsliv. Når man fire gange har siddet i en flyvemaskine med herrelandsholdet, og der er kommet et F16-fly op på siden, ved man godt, at man har prøvet noget specielt, for de kommer kun, når nogen har vundet guld.

Thomas: Vi har jo haft en platform, hvor det både har været sjovt og frygtindgydende at skulle vise vores passion. Når jeg en gang imellem ser de ekstremt høje seertal, der er, kan jeg da godt gå og tænke på, hvor ufatteligt mange mennesker, det er, hvis de alle bliver stillet op en række. Men i alt det her har jeg egentlig bare prøvet at være mig selv hele vejen, og jeg tror, at de, der kender mig, kan sige, at det har jeg været.

Bent: For mig personligt kan jeg sige 100 procent sikkert, at jeg har været mig selv. Det, tror jeg, er det vigtigste af det hele.

Thomas: Og det er jo i al beskedenhed gået meget godt. Jeg tør sgu godt sige, at når vi var afsted, var det de bedste, der var afsted.

Forfængelighed

Bent: Det undgår vi nok ikke, at vi er forfængelige. Du er jo helt ekstremt forfængelig. Det er helt åndssvagt. Nu skal jeg selvfølgelig sige det ordentligt, men din forfængelighed handler jo om hele opsætningen. Hele scenariet. Det, der ligger i det forfængelige, er, at du er parat til at begå mord for at levere den præstation, der skal til. Du tåler ikke, og det tager jeg ind under forfængelighed, fejl. Og så er du selvfølgelig også forfængelig med, hvordan du ser ud. Det er vi begge to.

Thomas: Ja, jeg har engang fyret en Snickers-bar i hovedet på en fransk kommentator, der stillede sig op foran os. Det skal man bare ikke. Når vi har betalt for den plads, så er det min. Jeg ved godt… Jeg har også et arbejdsmæssigt temperament, der tenderer til at være det perfektionistiske. Tingene skal sgu være i orden. Der er jeg måske lidt voldsom, men det vil jeg hellere være end at være doven og ligeglad.

Thomas: Din forfængelighed er lidt anderledes. Du er mega, mega forfængelig. Du vil gerne forkæles. Det har jeg så gjort i 20 år. Du vil gerne have tingene serveret, og det prøver jeg så at hjælpe med. Ja, du er forfængelig – men også på den fede måde. Der er vel flere håndfulde af stakkels servitricer rundt om i Europa og den store verden, der stadig har mareridt efter et møde med Bent Nyegaard.

Bent: Vi hører jo indimellem, at vi er to store egoer. Det kan der måske være en pointe i...

Thomas: Men man når jo ikke det her, som vi har nået, uden at have et ego. Men ordet ego… Det er jo ikke, fordi jeg betragter mig selv som selvoptaget i en uhørt grad, men jeg er ekstremt selvoptaget af at levere det bedste. Sådan kan jeg også definere ordet ego. Hvis man ikke er egoistisk og perfektionistisk, kan man glemme det her.

Bent: Det er noget af det, jeg vil sige. Og når der så er to store egoer, er kunsten at give hinanden plads, og det er vi gode til – eller vi er blevet gode til det, efter mange gode kollegaer har hjulpet os til det. Man kan kun give hinanden plads, hvis man kender hinandens områder.

Det fløj bare ud af kæften på mig

Thomas Kristensen

Thomas: Noget af det, der måske har været det sværeste for mig i det her, er, at jeg har enormt svært ved at acceptere fejl, og det er lidt sjovt, for det kan jeg jo godt gøre i alle mulige andre sammenhænge i livet. Men lige når det rammer mig selv og den professionelle tilgang, kan jeg være rigtig hård ved mig selv.

Bent: Ja, du kan slet ikke være i det. Men en anden ting er jo, at du også har det helt ekstremt skidt, når jeg laver fejl, som jeg jo også gør.

Svindel

Bent: Haha, det kan du svare på. For sådan noget siger jeg ikke.

Thomas: Ja… Det er jo på top-3 over farligste ting, jeg har sagt under en håndboldkamp. Jeg er blevet konfronteret med det nogle gange, og jeg har simpelthen aldrig fundet ud af, hvorfor jeg rakte ud efter det ord. Man sidder jo og improviserer. Det er jo en kommentators opgave. Jeg vidste godt, jeg skulle over i den kasse med de store og værdiladede ord, men jeg fik sagt svindel. Det sjove er jo, at jeg vidste, at den ikke var god. Jeg var sådan helt groggy i nogle minutter efter.

Thomas Kristensen og Bent Nyegaard forstod ingenting i 2012, da Lars Christiansen blev revet omkuld. Video: TV 2 SPORT

Bent: Jeg kan stramme den op. Du sagde svindel, og i samme øjeblik kiggede du over på mig, og så tog du dig til hovedet.

Thomas: Jeg slog jo ordet "svindel" op…

Bent: Haha, det er rigtigt Det gjorde du!

Thomas: Danmark blev snydt. Der var nogle kendelser, der helt klart gik Serbiens vej i det indledende gruppespil til EM i Serbien i 2012. Det var meget, meget tydeligt, at Serbien skulle løftes videre til mellemrunden. Det tror jeg ikke, der er nogen, der er uenige i. Der blev lavet nogle ting, og der kom en ordentlig tackling på Lars Christiansen. Danmark var ikke så langt bagefter, så det kunne i teorien godt lade sig gøre. Der var også noget på René Toft. Der var to-tre ting, hvor jeg bare tænkte: ”Den her får Danmark ikke lov til at vinde”. Det fløj bare ud af kæften på mig.

Jeg har kraftedeme ikke trukket noget som helst stik!

Bent Nyegaard

Thomas: Da adrenalinen kom ned, og vi fik snakket om det bagefter, vidste jeg godt, at den ikke var god. Den var fandeme ikke god. Men der var nok ikke nogen, der opdagede det. 07.45 næste dag ringede B.T. De ville lige høre lidt til det ord. Rasmus Staghøj. Der var ikke andet at gøre end at lægge sig ned.

Bent: Jeg synes jo også, at det er lidt fascinerende. Ét ord. For et år siden havde vi Egypten-kampen, hvor der var rig mulighed for at gå helt i bund. Jeg tænker over det inden hver håndboldkamp, at der kan komme en situation.

Thomas: Nu er vi ude i det ekstreme af en virkelig, virkelig dum bemærkning. Den var jeg selvfølgelig ked af, men omvendt er jeg jo lige så glad for andre ting, jeg har været igennem. For eksempel den VM-kvartfinale mod Egypten, hvor vi blev testet på alle parametre. Men vi var inde i vores stof, og vi vidste med det samme, hvad konsekvensen var, og hvad der kunne ske med alle de kendelser, der var.

Thomas: Der er også Hans Lindbergs scoring i 2012. Den er jeg virkelig glad for. For hvis man går tilbage, hvor der blev dømt et frikast til Makedonien, så sagde jeg jo: ”Det her ligner en slutrunde, der på ingen måder går Danmarks vej”. 12 sekunder senere væltede hele lortet. Det er jo det vildeste sceneskift, man overhovedet kan komme ud for.

Det er formodentlig tæt på, at alle håndboldfans husker Hans Lindberg scoring mod Makedonien i 2012. Video: TV 2 SPORT

Venskab

Thomas: Nu handler det så om at få sat det her punktum, og det bliver sindssygt vemodigt, men jeg er også enormt glad for, at det bliver sådan her. Jeg er virkelig, virkelig glad for, at vi får lov til at gøre det på den her måde. Det er jo et eller andet sted os selv, der trækker stikket.

Bent: Nej, det er dig!

Thomas: Ja…

Bent: Jeg har kraftedeme ikke trukket noget som helst stik! Det er bare dig, der er på vej ud på de store savanner, haha.

Thomas: Det bliver sindssygt mærkeligt at skulle til at have noget sammen, der ikke handler om håndbold. Det har vi sgu aldrig prøvet, men vi kommer aldrig til at miste kontakten på nogen måde. Det gør vi ikke.

Thomas: Du holdt en tale for mig til min 50-års fødselsdag, der virkelig var flot. Du sagde noget, jeg ikke har tænkt så meget over. Du sagde, du altid ved, hvor du har mig, og du ved altid, at hvis der er problemer, så er jeg der. Det bekræftede mig i, at der er noget ubrydeligt.

Bent: Jeg holdt jo også den tale, fordi jeg føler et stærkt venskab. Der er vi ude over forfængelighed og egoisme og alt det der. Det, jeg egentlig sagde i den tale, og det synes jeg er vigtigt, det var, at når du er ude hele tiden, og det gælder sådan set også hjemme i Odense, er du sådan en karakter, at hvis nogen har brug for hjælp, siger du aldrig nej. Aldrig.

Det ligger helt fast, at vi drikker champagne

Bent Nyegaard

Thomas: I løbet af 20 år sker der sindssygt meget i ens liv af diverse udfordringer, og det kan du jo ikke bare gå og skjule. Der er du nødt til at blotte dig lidt, og der har vi trods alt så meget tillid til hinanden, at det kan vi godt gøre. Da jeg i sommer fik et ildebefindende og ikke havde det særlig godt, var du den første, der stod hjemme ved mig. Skulle der ske noget lignende, og det håber vi jo ikke, ville jeg gøre det samme.

Bent: Prøv at høre… Jeg elsker min kone, og jeg holder af rigtig mange mennesker, men altså… Du har jo et specielt ståsted.

Thomas: Vi har jo krammet hinanden hver gang inden Danmarks kampe hernede. Det har vi aldrig gjort før. Det er jo et tegn på, at der er noget på spil den her gang.

Thomas: Jeg ved ikke, hvordan jeg kommer til at reagere. Hvordan skal man forberede sig på det?

Bent: Men… Det ligger helt fast, at vi drikker champagne.

Thomas: Det ligger også helt fast, at det er mig, der skal ud at hente den.

Bent: Skål. Fin rødvin.