EM håndbold

I en mærkværdig landskamp må jeg udpege to som 'kampens spiller'

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard giver karakterer til danskerne efter EM-kampen mod Frankrig.

Den her landskamp mod Frankrig var en af de mest mærkværdige forestillinger, jeg har set i nyere tid.

Det var et fransk landshold, der kom blæsende fra start – ligesom i deres semifinale mod Sverige. Danmark nåede knap nok at etablere et forsvar i de første 13 minutter, før de franske angreb var overstået.

Mikkel Hansen var ikke med, og Mathias Gidsel faldt om med en skade kort ind i kampen, så alt var kaos. Hvem skulle gøre det ene og det andet?

Nikolaj Jacobsen fandt frem til løsninger, og stille og roligt blev det bedre for Danmark, der kun var bagud med én ved pausen efter så mange frustrationer med skaderne.

De afgørende spillere faldt ud - og kom tilbage

Reelt var det Rasmus Lauge, der skulle være en afgørende spiller i kampen, men han kunne slet ikke få det til at fungere i starten. Så faldt Jacob Holm ud af kampen efter en kanonstart, og Lasse Svan kunne ikke få det til at fungere.

Det var lige nøjagtig de tre spillere, der så senere kom tilbage og afgjorde hele festen. Nøj, hvor var der mange mærkelige ting i dag. Jeg kalder det en mental kraftpræstation, når folk kommer tilbage på den måde efter at have været helt ude.

Og så endte det mareridtsagtige jo med at blive utrolig smukt. En kamp, der havde så meget, og hvor Niklas Landin bare var der igennem en hel kamp – igen…

Det leder mig også til afslutningen på indledningen, hvor jeg slår fast, at jeg noget utraditionelt vælger to til ”kampens spiller”. Det krævede nemlig både en mur i målet i perioder og en sand bomber i angrebet for, at Danmark vandt EM-bronzemedaljerne denne søndag i Budapest.

Karakterer til de danske spillere

Karakterskalaen
  1. 6Høj klasse
  2. 5Klasse
  3. 4Over middel
  4. 3Middel
  5. 2Under middel
  6. 1Ikke så godt
  7. 0Dumpet
  8. UBUden for bedømmelse
  • Niklas Landin

    Målmand / Kampens spiller

    Han stod på 37 procent og var fuldstændig afgørende. 6-tallet er Landins i dag – sammen med et par andre. Men Danmark kommer ingen steder i sådan en kamp, uden de har Landin i målet i første halvleg. Det var så svært for ham, fordi forsvaret ikke fungerede, men alligevel formåede han at stoppe, at Danmark fik en forfærdelig start, fordi han har et topniveau, der gør, Danmark ikke kommer bagud med fem-seks mål.

    I anden halvleg var Landin ved at falde ned, men så kom han tilbage med store redninger, da der var allermest brug for det. En sensationel mand, der lærte af de franske afslutninger undervejs i kampen, og så fik han også styr på de franske fløje til sidst.

    6
  • Kevin Møller

    Målmand

    Kun inde på et enkelt straffekast.

    UB
  • Magnus Landin

    Fløjspiller

    En rigtig fin kamp fra Magnus Landin. Scorede to mål og var god i den anden ende. Da forsvaret endelig kom på plads, dækkede han godt op. Han brændte en enkelt stor chance, men i sine 40 minutter på banen var han en afgørende figur – specielt i første halvleg.

    4
  • Emil Jakobsen

    Fløjspiller

    Det blev til ét mål på tre forsøg, hvoraf han brændte et straffekast og en kæmpechance. Han har bare ikke haft tur i den de seneste kampe, og så tog han en stor chance på et kritisk tidspunkt i forsvaret, hvor Frankrig bragte sig foran med to. Det var ikke godt.

    1
  • Lasse Svan Hansen

    Fløjspiller

    Han var reelt ude af kampen. Han var fuldstændig læst af Vincent Gerard i det franske mål, og selv hans signaturafslutning – det høje lob – gik forbi mål. Nikolaj Jacobsen var nødt til at skifte ham ud, og det var kedeligt at se i hans sidste landskamp i karrieren. Så dækkede Johan Hansen til gengæld så dårligt op, at Svan igen kom ind, og derfra blev det en så smuk historie, som det kunne blive. Svan scorede tre mål og var igen med til at stabilisere forsvaret, da det for alvor gjaldt. 4-tallet er endda tæt på at blive et 5-tal, meeen, vi holder det på fire.

    4
  • Johan Hansen

    Fløjspiller

    Han blev kastet ind, fordi det ikke lykkedes for Lasse Svan. Men det blev ikke til nogle afslutninger, og så dækkede han dårligt op. Derfor blev han taget ud igen. Han er ikke erfaren nok til at dække op i sit område, når Frankrig samtidig sætter en stregspiller ud mellem den danske fløjspiller og venstre back. I sine 22 minutter på banen blev det ikke til noget udbytte.

    1
  • Magnus Saugstrup

    Stregspiller

    Han blev et bevis på det, jeg hentyder til, når jeg skriver, at en spiller var helt ude af kampen og siden kom tilbage. Saugstrup var i voldsomme vanskeligheder og brændte de første tre afslutninger, og så havde han svært ved at nå tilbage og stå, når Frankrig løb kontra og tog de hurtige angreb. Det var ikke den Saugstrup, jeg normalt ser. Så var han ude i en længere periode og kom tilbage igen og lavede tre mål, samtidig med at han dækkede pivhamrende godt op sammen med Henrik Møllgaard i det centrale forsvar. Og han var træt, det kunne man se. Men at vende tilbage på den måde, det viser storheden hos en spiller. Så er man virkelig mentalt stærk, og det viste Saugstrup her.

    4
  • Simon Hald

    Stregspiller

    Fungerede rigtig godt sammen med Henrik Møllgaard. Han fik en enkelt dum udvisning, hvor han holdt fast og var lidt i vanskeligheder i noget af krydsspillet. Men det blev til to mål på to forsøg, og så har han stadig ikke brændt ved dette EM. Voldsomt imponerende. En rigtig fin indsats i sine 25 minutter på banen.

    4
  • Mads Mensah

    Bagspiller

    Den ”gamle” Mads Mensah var tilbage. I de sidste par kampe har vi set en – for mig – ugenkendelig Mensah, efter han har haft en stor sæson både på klub- og landshold. Da Gidsel måtte gå ud, og Lauge ikke fungerede som dirigent, skete der det, at Mensah tog over. Og det gjorde han imponerende.

    Han lavede mål – som han ikke har gjort i perioder – og var effektiv med to scoringer og tre rigtig gode assists. Blandt andet en situation, hvor han hamrede bolden ud til Svan.

    Mensah var dygtig på dagen og hang godt sammen i forsvarsdelen, og så kørte han sig selv helt ud på pumperne. Der var ikke mere tilbage, men en meget, meget stor præstation.

    5
  • Aaron Mensing

    Bagspiller

    Det var en test af de helt store. Han fik ni minutter på banen, og han havde fået klar besked på at skyde… Og han skød! Han lavede tre mål på otte forsøg, og selvom det ikke lyder imponerende, så var det, hvad Danmark havde brug for. Det var blandt andet to hopskud, som Gerard ingen chance havde for at nå i det franske mål, da de blev blæst ind. Fine lærepenge til en ung mand, der bare gjorde det, han fik besked på. Ikke noget med at blive trist, fordi han brændte. En mand for fremtiden.

    4
  • Henrik Møllgaard

    Bagspiller

    Hold da op, Møllgaard! Det var noget af det bedste forsvarsarbejde, jeg har set fra ham. Jeg havde ellers tænkt, at han var slidt og træt, men han viste i dag, hvilken kapacitet han er. Det var mega svært i starten, for han kom ind fra bænken og nåede knap på banen, før franskmændene kom flyvende ned og ramte det danske forsvar. Da Danmark fik kontrol over kampen, var jeg imponeret over at se den sammenhængskraft, der var. Både med Hald og Saugstrup. Også samarbejdet med Magnus Landin.

    5
  • Lasse Andersson

    Bagspiller
    UB
  • Jacob Holm

    Bagspiller / Kampens spiller

    Her finder vi den anden ”kampens spiller”. Det smukke ved Holm var hans evne til at komme tilbage i kampen. I sidste mellemrundekamp mod Frankrig bombede han ni mål ind, og det fortsatte bare i dag, hvor det blev til ti scoringer.

    Hans store kvalitet var, at han startede fremragende og bombede boldene ind, og så fik han et slag og sad kortvarigt ude. Så kom perioden, hvor det ikke rigtig hang sammen, men efter lidt mere pause og ro kom han gudhjælpemig tilbage og brændte det hele af igen.

    Sikke en energi og et mod trods enkelte fejl. Det var både gennembrud og stående skud, han havde stor succes med mod det franske forsvar. Og ja, så skal vi lige notere, at han skal lade være med at falde i søvn forsvarssmæssigt, som det skete ret markant en enkelt gang.

    6
  • Rasmus Lauge

    Bagspiller

    Han startede inde, og det fungerede ikke. Han kunne ikke finde rytme eller gennembrud. Det var overraskende for mig. Han havde slet ikke den autoritet, som han har spillet med tidligere.

    Så kom han til gengæld – overraskende for mig – ind i forlænget spilletid, da Nikolaj Jacobsen pegede på ham. Og wow, en oplevelse. Respekt for det. Han indledte med at hamre en trukket underhånd af sted og lavede yderligere to mål. Han var absolut drivkraften til, at Danmark fik initiativet og løb med bronzemedaljerne.

    4
  • Mathias Gidsel

    Bagspiller

    Udgik med en skade efter ét minut.

    UB
  • Niclas Kirkeløkke

    Bagspiller

    Det blev til 5 mål på 12 forsøg, og han spillede stort set hele kampen. Men det er vigtigt at forstå, han havde modet til at blive ved, selvom der var nogle tekniske fejl – heraf en enkelt rigtig dum, hvor Danmark var foran 25-24 i en overtalsperiode.

    Men samtidig havde Kirkeløkke en stabilitet i forsvaret, hvor han i anden halvleg var med til at lukke ned. Det gjorde han virkelig godt. Han havde fysikken til at afvise Karabatic, og hvem Frankrig ellers smed imod ham. Respekt for det forsvar. Og så kan det godt være, der var en del afbrændere, men han var vigtig for Danmark i dag.

    5
  • Nikolaj Jacobsen

    Landstræner

    En ægte træner træder i karakter, når der skal løses problemer, og det gjorde Nikolaj Jacobsen i dag. Han fandt ALT frem fra posen, efter han startede med at mangle Mikkel Hansen og miste Mathias Gidsel kort inde i kampen. Det er ikke noget, der er sjovt at stå med i en bronzekamp ved EM.

    Stille og roligt fik han og holdet arbejdet sig ind i opgøret, og Nikolaj Jacobsen fik sat noget i værk, der fungerede. Der var også noget, der ikke fungerede, men så blev der hurtigt pillet ved det.

    Det var ekstraordinært godt trænerarbejde, hvor han hele tiden blev udfordret af spillere, der faldt ud af kampen, så han måtte videre til næste løsning. Og kort efter var det videre – og så videre igen.

    Konklusionen på alt det lagt sammen er, at sådan skal trænerarbejde udføres.

    6