EM håndbold

Lasse Svan blev rørt til tårer, da sportens største hyldede ham

Efter lidt mere end 19 år på herrelandsholdet takkede Lasse Svan af med en EM-bronzemedalje i slutrundesammenhæng.

Lasse Svan har vundet alt, hvad der er værd at vinde med både klub- og landshold.

Søndag eftermiddag spillede han så sin sidste mesterskabskamp for Danmark, for når denne sæson er slut, er hans håndboldkarriere det samme.

Med en bronzemedalje nåede Svan op på ni medaljer med Danmark, og i TV 2s EM-studie blev han hyldet med en video, hvor en perlerækken af sportens største stjerner hyldede ham.

- Det er virkelig dejligt, lød det kortfattet fra en tydeligt rørt Lasse Svan.

"Jeg håber, vi skal have en fest"

Han måtte have en lille pause, hvor et interview med landsholdsanfører Niklas Landin rullede. Lasse Svan fik pustet ud og fældet lidt flere tårer, før han uddybede sine følelser over at se de pæne hilsner.

- Nu har jeg sundet mig. Jeg er jo sindssygt glad for at høre de ord fra nogle af verdens bedste håndboldspillere. At kunne se og høre, at jeg også har haft indflydelse på dem og deres karrierer, er noget, som vi alle ønsker at efterlade efter os. Et eller andet vi vil blive husket for. Derfor bliver jeg meget rørt, siger Lasse Svan.

- Jeg håber, vi skal have en fest. Det er ikke kun for tredjepladsen og for min skyld. Det er for det, vi har lavet de sidste 13 måneder. Vi har fejret det, men det sidste års tid er helt enestående.

For et år siden kulminerede VM-slutrunden i Egypten med dansk guld, og i sommer vandt landsholdet OL-sølv.

Dét siger en række af Svans kollegaer om ham:

Jim Gottfridsson

- Lasse, din gamle mand! Dejlig at se, du har haft sådan en flot karriere. Jeg letter på hatten for dig. Du er en god person.

Sander Sagosen

- Lasse er en karakter og lederskikkelse, og det har han været for Danmark, lige så længe jeg har været med. Han har været en leder for det danske landshold både på og uden for banen. Han har været megadygtig til at samle sit hold.

- Man behøver jo ikke beskrive ham som spiller, der taler alle titler og alt, han har vundet, jo for sig selv. En fantastisk spiller og altid rar at spille imod. Han har altid været fair.

Ivan Čupić

- Svan, det har været en fornøjelse at spille imod dig i alle disse år. Du er mit idol.

Bjarki Már Elísson

- Alt det bedste fremover, Lasse, efter en fantastisk karriere. Hvilken karriere, det har været. Hvilken maskine, en målmaskine. Altid en af de farligste modstandere i Bundesligaen.

Thorbjørn Bergerud

- Tak, fordi jeg måtte være din holdkammerat tre sæsoner i Flensburg. Jeg synes, du har haft en meget succesrig karriere, og jeg er stolt og privilegeret over at have spillet på hold med dig. Et fantastisk mennesker, der tager hånd om sine holdkammerater og tænker på alle sammen.

Johan Hansen

- Tusind tak for alle de oplevelser, vi har haft sammen her på landsholdet. Fra første gang jeg var med og lige til nu, har du været en kæmpe inspiration og et forbillede.

Johannes Golla

- Lasse er 100 procent SG Flensburg-Handewitt. Han giver alt for klubben, og han er virkelig en rollemodel for alle unge spillere.

Ahmed El-Ahmar

- Du skal være glad, min ven! Du skal være glad for en fantastisk karriere. Du har opnået alt i sporten. Du har mange titler og trofæer. Alle mennesker ved, du er en af de største håndboldspillere i Danmark og i verden. Jeg håber for dig, at alt går som det skal med næste skridt i karrieren. Held og lykke.

Kevin Møller

- Tusind tak for at have taget mig under dine vinger og være den person, du er. Du vil blive savnet, og det er jeg ikke ene om at synes.