EM håndbold

Mikkel Hansen dømt ude af bronzekampen

Danmark må undvære en ankelskadet Mikkel Hansen i søndagens brag mod Frankrig.

Se bronzekampen på TV 2 og TV 2 PLAY kl. 15.30

Mikkel Hansen er ikke en del af søndagens bronzekamp mod Frankrig.

Stjernespilleren vred om på foden i semifinalen mod Spanien, hvor han dog kom tilbage på banen.

- Mikkel Hansen spiller ikke i dag, han sidder over. Det er anklen, den er ikke god nok til at kunne spille, siger assisterende landstræner Henrik Kronborg.

Oversidderne i bronzekampen

Mikkel Hansen tager dermed plads på tilskuerpladserne sammen med de andre oversiddere:

  • Mikkel Hansen
  • Jannick Green
  • Henrik Toft Hansen
  • René Antonsen
  • Hans Lindberg (ude af EM-truppen)

Startopstilling i angrebet

  • Målmand: Niklas Landin
  • Venstre fløj: Magnus Landin
  • Venstre back: Jacob Holm
  • Playmaker: Rasmus Lauge
  • Stregspiller: Magnus Saugstrup
  • Højre back: Mathias Gidsel
  • Højre fløj: Lasse Svan
  • I forsvaret vil Danmark forsøge at lave en eller to udskiftninger afhængig af, hvad der kan lade sig gøre. Det er Henrik Møllgaard og Lasse Andersson, der i så fald skal ind i stedet for i hvert fald Mathias Gidsel og muligvis Jacob Holm.

Historisk plads på All Star-holdet

Lørdag kom Mikkel Hansen humpende til mediedagen forud for søndagens finaledag.

- Den er en smule øm i dag, men det er klart. Det gør altid en lille smule mere ondt dagen efter, man har tabt, end når man har vundet, sagde han til TV 2 SPORT.

Mikkel Hansen er netop blevet tildelt en plads på EM's officielle All Star-hold som turneringens bedste venstreback. Han er blevet tildelt den hæder historisk mange gange i karrieren.

- Der skal justeres nu. Der bliver byttet ud på nogle pladser, og vi kommer til at se en større rolle til Rasmus Lauge, siger Anders Eggert.

- De har været forberedte på det. Men det er klart, at det tager noget rutine, skudkraft og assist-spil ud af det danske hold. Heldigvis er Holm frisk. Han viste sidst, at det er en opgave, han godt kan løfte, siger Claus Møller Jakobsen.

Uden Hansen på banen jagter Danmark den tredje mesterskabsmedalje på 12 måneder. For et år siden blev det til VM-guld i Egypten, mens det blev til sølv ved sommerens OL.

Kampen mod Frankrig starter klokken 15.30, men allerede nu kan du se optakt på TV 2 og TV 2 PLAY.