EM håndbold

Når det virkelig brænder på, træffer landstræner ikke beslutninger

Den svenske landstræner Glenn Solberg har overladt et stort ansvar til sine spillere.

Du kan se EM-finalen på TV 2 og TV 2 PLAY klokken 18.00.

De har stået i de tilspidsede situationer flere gange under EM.

Den svenske landstræner Glenn Solberg instruerer fortsat sine spillere inden de store kampe, men når pulsen er på sit højeste, træder han tilbage og lader spillerne - og i særdeleshed Jim Gottfridsson – styre angrebet og taktikken.

Hvordan tør du det?

- Det er enkelt for mig. Jeg er ydmyg nok til at forstå, at han har en meget bedre kendskab. Vi snakker meget før kampe og under kampe – og vi har en plan sammen for, hvad der er smart at gøre mod Frankrig, Norge og så videre. Så er det ham, der tager beslutningen. Jeg var playmaker selv og kan huske, at jeg havde overblikket på banen og på, hvad der var smart at gøre, forklarer Glenn Solberg til TV 2 SPORT.

- Jeg tager fuldt ansvar for resultaterne. Men hvem der bestemmer, hvilket system, vi skal bruge på banen, er dem, som er på banen, der styrer det. Håndbold er komplekst. Du kan se på video, at man skal gøre sådan og sådan, men det er dem på banen, der har fingeren på pulsen.

Når kampen bliver hed, så kommer der følelser med, og så sker der fejl

Jim Gottfridsson

Styrer spillet mere og mere

Pulsen kommer også til at være i fokus, når Sverige møder Spanien i EM-finalen søndag aften.

Flensburg-spilleren Jim Gottfridsson har spillet en stor turnering og har været Sveriges store ledestjerne. Han forklarer, at de klarer den overordnede taktik inden kampen, men når startfløjtet lyder, bestemmer han ”ret meget.”

- Min styrke er at se kampen og bestemme spillet. Jeg styrer spillet mere og mere selv.

Det har altid været en drøm, at være den, der styrer det som Magnus Andersson og Stefan Lövgren, som styrede spillet i sin tid. Jeg har været med i mange store kampe, og der lærer man også, hvordan man skal håndtere visse situationer.

- Når kampen bliver hed, så kommer der følelser med, og så sker der fejl, og der ved alle, hvad der skal ske i de sidste ti minutter,

Jim Gottfridsson har scoret 34 mål ved EM, hvilket er næstflest på det svenske landshold. Kun Hampus Wanne har med 41 mål scoret flere.