Håndbold

Officielt: Line Haugsted skifter til Europas største klub

Den danske landsholdsprofil og forsvarsdirigent Line Haugsted skifter efter sæsonen fra Viborg HK til ungarske Györ.

Når denne sæson er slut, skal 27-årige Line Haugsted pakke håndboldtasken sammen i Viborg og flytte sit liv og karrieren til Ungarn.

I mandags kunne TV 2 SPORT fortælle, at Haugsted var på vej til storklubben Györ, og nu er skiftet officielt. Den danske landsholdsspiller har skrevet under på en toårig kontrakt med Györ, hvor hun af præsidenten i klubben præsenteres som "en af de bedste forsvarsspillere i verden".

- Jeg er virkelig glad for at blive en del af det bedste hold i verden til sommer. Jeg har det virkelig godt i Viborg, men jeg føler, det er tid til at prøve mig selv af i et nyt land og på et nyt hold.

- Jeg har haft mange tilbud, men jeg kunne ikke sige nej til muligheden for at spille for Györ. Jeg kender holdet og resultaterne, og jeg kan fuldt ud identificere mig med klubbens filosofi og målsætning, siger Haugsted i pressemeddelelsen fra Györ.

Havde kontrakt med Viborg til 2024

Line Haugsted havde officielt kontrakt med Viborg helt til 2024, men hun har udnyttet en klausul i kontrakten, der gør, at hun kan skifte allerede til sommer.

Györ er en magtfaktor i europæisk kvindehåndbold og den mest vindende klub i Europa det seneste årti. Klubben har vundet tre af de seneste fire Champions League-trofæer og været i fire af de seneste fem spillede finaler.

Den danske landsholdsspiller Anne Mette Hansen er i forvejen i klubben, hvor hun har spillet siden 2017, og hvor hun i denne sæson er blevet udnævnt til anfører.

Haugsted er den anden store Viborg-profil, der inden for kort tid har meddelt sin afgang til sommer. Det er kun et par uger siden, at Kristina Jørgensen annoncerede, at hun skifter til franske Metz til sommer.

Lyn-analyse

Line Haugsted fyrede et fantastisk VM af og var den allerbedste forsvarsspiller af alle, og hun har alle forudsætninger for at udvikle sig yderligere, nu hvor hun kommer ned til verdens bedste klub.

For Viborg er det til gengæld et gigantisk tab. De mister deres to bedste spillere. Det er Line Haugsted og Kristina Jørgensen, der har båret det hold.

Men det her viser, at de danske landsholdsspillere er på et niveau, hvor de er attraktive for de allerstørste klubber i Europa.