EM håndbold

Pludselig tanke ramte svensk stjerne - 12 sekunder senere blev det til virkelighed

Tankerne blev ledt hen på et tidligere straffekast mod Spanien i sekunderne inden, EM-guldet blev sikret.

Når alt kommer til alt, var det bare ét af mange kast.

Men det er svært at forestille sig, at Niklas Ekbergs sidste straffekast søndag aften ikke skulle få en helt speciel plads i hjertet. Ikke kun hos ham selv, men hos rigtig mange svenskere.

Tiden var gået. Ekberg stod med muligheden for at sikre Sveriges første EM-guld siden 2002.

Det gjorde han. Stensikkert.

- Fantastisk, det er helt vanvittigt, hvad den her gruppe har lavet sammen, siger Kiel-spilleren til TV 2 SPORT.

Niklas Ekberg noterede sig i søndagens finale mod Spanien for fem mål. Fire af dem blev sat ind fra syvmeterpletten.

”Måske skal jeg egentlig skyde”

Tanken om, at han skulle få muligheden for at afgøre den svenske EM-skæbne, opstod allerede, inden de fik tilkendt straffekastet i de sidste sekunder.

- Da der er 12 sekunder tilbage, fik jeg bare en følelse i maven, hvor jeg begyndte at åbne min trøje lidt og tænkte: ”Måske skal jeg egentlig skyde”. Det er også højst sandsynligt, at man får et straffe til sidst.

- Chancen var ret stort for, at der blev straffe. Så var det bare at gå ind og tage rygsækken med alle mine medspillere ind på banen og skyde det straffe i mål, siger Ekberg.

Manden, som Ekberg passerede, var stjernemålmanden Perez De Vargas. En mand, som svenskeren har stået over for utallige gange tidligere.

Tænkte på tidligere opgør sekunder inden

Et af de tidligere opgør dukkede op i tankerne hos Ekberg i sekunderne inden det skæbnesvangre kast. Det var OL-kvalifikationskampen sidste år, hvor svenskerne tabte med ét mål.

- Lige før jeg gik frem til stregen, tænkte jeg lidt over den OL-kvalifikationskamp, hvor jeg også skød et afgørende straffe på ham.

- Så tænkte jeg: ”Okay, måske husker han, at jeg skød ned til højre ved ham.” Så tænkte jeg, at jeg lige skulle lave en finte for at se, siger den 33-årige fløjspiller.

Niklas Ekberg kalder selv straffekastet for ”det fedeste i karrieren”.