EM håndbold

Svan skal have en sidste medalje: - Det skylder vi ham

Når Lasse Svan Hansen søndag går på banen kan han vinde noget, han aldrig har vundet før.

Det var en gedigen skuffelse, at det ikke blev til en endnu en chance for at vinde guld med Danmark.

Lasse Svan Hansen og det danske landshold tabte fredagens semifinale til Spanien, og derfor bliver fløjspillerens sidste mesterskabskamp i rødt og hvidt bronzekampen mod Frankrig. Han stopper nemlig karrieren efter denne sæson.

Det var selvfølgelig ikke det, jeg havde ønsket mig

Lasse Svan

Men "det handler ikke kun om mig," sagde den Svan. Landsholdsmålmand Kevin Møller ser således på det:

- Der er ikke nogen, som ikke vil give os og Lasse den bedste mulige afsked på en glorværdig og særdeles stor landsholdskarriere, siger han til TV 2 SPORT.

- Det fortjener han, og det skylder vi ham et eller andet sted. Alt det, han har gjort for os på og uden for banen, er mere værd end bronze. Så dét er det mindste, vi kan give ham.

Aldrig vundet bronze

Anfører Niklas Landin er enig.

Han og Svan har fulgtes ad i deres landsholdskarrierer og har i mange år været værelseskammerater, når de var samlet med landsholdet. Begge har fire guld- og fire sølvmedaljer på cv'et. Men ikke en eneste af bronze.

- Det vil da være rigtig fint at kunne give Lasse en medalje med. Det er ikke mange bronzemedaljer, vi har, så det vil være fint, hvis han kunne få en med, siger Landin.

Tom indeni

Karrierestoppet, når sæsonen er slut, blev annonceret tilbage i september. Derfor er spørgsmålet blevet stillet Svan et hav af gange. Hvordan bliver det, når det er slut med mesterskaber med landsholdskammerater?

Det har været en fjern tanke for ham. Svær at forholde sig til. Lige indtil semifinalen mod Spanien fredag blev fløjtet af.

- Jeg vil da ærligt indrømme, at da kampen blev fløjtet af i går, var jeg godt nok trist. Og lidt tom indeni, siger Lasse Svan.

- Det var selvfølgelig ikke det, jeg havde ønsket mig, eller vi havde ønsket os. Nu er det sådan, det er, og så håber jeg meget, meget på, vi kan slutte af med en bronzemedalje.

- I morges talte jeg med Niklas (Landin, red.) om, at vi stadig ikke har en bronzemedalje i skabet. Det vil måske være en fin måde at afslutte det hele på.

Søndag går Lasse Svan samtidig op på tredjepladsen på listen over flest landskampe for Danmark. I fredagens kamp mod Spanien tangerede han Michael V. Knudsens 244 kampe i rødt og hvidt.

Flest landskampe for Danmark

  1. Lars Christiansen 338
  2. Hans Lindberg 275
  3. Bo Spellerberg 245
  4. Lasse Svan 244
  5. Michael V. Knudsen 244
  6. Niklas Landin 241
  7. Mikkel Hansen 239