To danskere på All Star-holdet – Mikkel Hansen sætter rekord

Ingen spiller var blevet valgt til EM's All Star-hold fire gange, inden Mikkel Hansen blev det søndag.

Selvom det ikke blev til en guldmedalje, er Danmark eneste nation med to spillere på det officielle All Star-hold for EM 2022.

En kombination af håndboldfans og en jury har inden turneringens sidste to kampe søndag besluttet, at Mathias Gidsel og Mikkel Hansen skal have en plads på holdet. Et hold, der inden udvælgelsen har fået hård kritik af blandt andre TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard, der ikke synes, det giver mening at nominere spillerne inden semifinalerne.

Med hæderen er Mikkel Hansen nu den eneste spiller i EM-historien, der har været en del af All Star-holdet fire gange. Kun Ivano Balic kan måle sig med danskeren i antal gange, han er blevet hædret i forbindelse med All Star-holdet. Den kroatiske legende er blevet valgt til All Star-holdet to gange og som MVP (turneringens mest værdifulde spiller) to gange.

Mathias Gidsel har nu modtaget hæder i sine tre første slutrunder. Ved VM i 2021 blev han også valgt til All Star-holdet som højreback, mens han ved OL i sommeren 2021 blev kåret som MVP.

Det officielle All Star-hold

  • Turneringens måske største to overraskelser, Holland og Montenegro, er også repræsenteret i form af den montenegrinske venstrefløj Milos Vujovic og den hollandske playmaker Luc Steins.
  • Stregpositionen besidder Johannes Golla fra et tysk mandskab, der ikke var i nærheden af en plads i EM-semifinalen. Hans svenske stregkollega og GOG-spiller Oscar Bergendahl får titlen som turneringens bedste forsvarsspiller.
  • Mathias Gidsel er blevet valgt på højrebackpositionen til fordel for blandt andre Omar Ingi Magnusson, der med 59 mål ser ud til at blive EM's topscorer.
  • Mikkel Hansen, der kan blive topscorer ved EM, hvis han scorer 13 mål i bronzekampen mod Frankrig, er blevet valgt på venstrebacken. Det er fjerde gang, at Hansen er en del af All Star-holdet ved et EM (2012, 2014 og 2018). Den eneste, der har fået den hæder lige så mange gange er Ivano Balic, der er blevet valgt til holdet to gange og som MVP to gange
  • I målet finder vi Islands Viktor Halgrimsson, som til daglig står for GOG i den danske liga
  • Holdets MVP er Jim Gottfridsson. Svenskeren kunne nok godt have fundet vej til playmakerpositionen, men det ses ofte på sådanne hold, at MVP'en ikke er at finde på holdet.
  • De spanske finalister er repræsenteret ved Aleix Gomez, der med 11 scoringer gjorde det onde mod Danmark i EM-semifinalen fredag

Lyn-analyse

Jeg har sagt det én gang, og jeg siger det gerne igen: Et All Star-hold udtager man ikke, før turneringens vigtigste kampe er spillet. Derfor er jeg ligeglad med, hvem der er på det.

Efter finaledagen kan I læse på sport.tv2.dk, hvordan holdet bør se ud.