Guldvinders søn med stikpiller til far: - Landin er bedre
Sverige vandt EM-guldet for første gang i 20 år med søndagens sejr over Spanien.
De nykårede svenske europamestre i håndbold vendte mandag hjem til stor hyldest i hjemlandet.
Men det var en noget anderledes velkomst fra familien, der ventede Sveriges målmand Andreas Palicka i den internationale lufthavn i Gøteborg.
Under et interview med SVT sendte målmandens niårige søn Aston et par stikpiller afsted mod sin far.
Samtidig afslørede sønnike, at han ikke var specielt imponeret af farens bedrifter og guldmedaljen ved EM i Håndbold.
Hvor god er far egentlig?
- Han er den bedste i verden, eller næstbedst. Landin (Niklas Landin, red.) er bedre, lidt bedre, svarede sønnike til stor morskab for Palicka-senior og journalisten.
De gode og morsomme svar fortsatte fra den niårige Aston.
Hvordan er det at se far komme hjem med en guldmedalje om halsen?
- Det er mærkeligt. Han kommer altid hjem med en sølv- eller bronzemedalje, lød det kække svar, der endnu engang udløste et stort grin og smil fra farmand-Palicka.
Se SVT-interviewet fra lufthavnen herunder.
På trods af sønnens drillerier indrømmede den nykårede europamester, at han havde savnet sin familie meget.
- De er en stor del af denne medalje. At komme hjem med en guldmedalje om halsen og møde dem for første gang i en måned er utrolig dejligt, sagde Andreas Palicka til SVT.
Fulgt hjem af luftvåbnet
De svenske europamestre i håndbold fik en storslået modtagelse på vej hjem fra Budapest.
Mellem Malmø og Gøteborg fik guldvinderne sig en overraskelse i form af en velkomst fra det svenske luftvåben, der med et par fly fulgte europamestrene det sidste stykke hjem.
Og det var et par trætte svenske landsholdsspillere, der landede i Gøteborgs internationale lufthavn.
Ifølge svenskernes EM-topscorer, Hampus Wanne, havde spillerne både været europamestre om dagen - samt om natten.
35-årige Andreas Palicka har siden 2007 stået i målet for det svenske landshold, hvor det er blevet til i alt 136 kampe.
Andreas Palicka har tidligere vundet sølv med Sverige ved EM i 2018 i Kroatien samt sølv ved VM i Egypten i sidste år.
Danmark vandt VM-finalen over Sverige med 26-24.