Nægter at forklare, hvorfor Polman er sat af
Team Esbjerg og Estavana Polman lukker totalt i om sagen, der holder den hollandske stjerne ude af truppen resten af ugen.
Tirsdag aften var Estavana Polman indkaldt til møde med ledelsen i Team Esbjerg oven på nogle stormfulde dage.
Det fik onsdag klubben til at meddele, at parterne har lagt "episoden" under Champions League-kampen lørdag mod Podravka bag sig, men at Polman først ville være tilbage i truppen mandag.
Samtidig blev det meddelt, at klubben ikke havde yderligere kommentarer, og det holdt de fast i onsdag aften, da holdet tog imod Skanderborg i kvindeligaen.
- Det er bedst, jeg ikke siger noget, sagde Estavana Polman, da TV 2 SPORT bad om et interview.
På plads i arenaen
Godt nok var hun ikke en del af truppen, men på tilskuerrækkerne så hun sine holdkammerater tæve Skanderborg med 38-20 efter en pauseføring på ydmygende 24-5.
Den hollandske stjerne nægtede ifølge JydskeVestkysten at gå på banen i anden halvleg af Champions League-kampen mod Podravka.
Efterfølgende slog cheftræner Jesper Jensen fast, at "ingen skal sætte sig over holdet" i Team Esbjerg.
- Vi gør rigtig meget for at beskytte vores kultur og vores værdier, og der har hun ramt lidt ved siden af de seneste dag, sagde han mandag til avisen.
"Den sag er lukket ned"
Onsdag aften bad TV 2 SPORT om en uddybning fra cheftræneren, men han henviste til pressemeddelelsen på alle spørgsmål om sagen.
- Det har der været en pressemeddelelse ude om, og det har vi ingen kommentarer til. Den sag er lukket ned, og vi kigger videre, siger han.
Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen ønskede ikke at stille op til interview.
Udover kampen mod Skanderborg har Esbjerg slået fast, at hun sidder ude i lørdagens kamp mod Buducnost i Champions League.
Problem i kommunikationen, mener ekspert
Ifølge TV 2 SPORTs håndboldekspert Lærke Møller er tavsheden et forsøg på at få lukket ned for en kontroversiel sag . Møller kender begge parter fra sin tid som spiller i Team Esbjerg, hvor hun havde Jensen som træner og var holdkammerat med Polman.
- Det, der undrer mig, er, at man i mandags er ude og sige, at Polman ikke skal sætte sig selv over holdet, og der er nogle ting i forhold til klubbens værdier og kultur, hvor hun ikke har indordnet sig, siger Lærke Møller.
- Grunden til, han ikke vil sige mere nu, er - tror jeg - for at få ro omkring hele Team Esbjerg. Som jeg ser det, er det den kommentar (om at sætte sig over holdet, red.), der starter det hele. Det gør, at medierne interesserer sig så meget for det. Han vil måske statuere et eksempel om, at hun har gjort noget, som ikke er okay.
Estavana Polman vendte sent sidste år tilbage til håndboldbanen efter halvandet års skadeshelvede.
Ifølge Lærke Møller spiller det også en rolle.
- Det har været frustrerende. Jeg tror, det kan være svært for hende at komme tilbage, fordi klubben også har handlet. Det er blevet et helt andet hold. Med så stærke profiler kan det også være svært for Estavana Polman at få den spilletid.
- Jeg tror bestemt ikke, hun er fortid Esbjerg. Hun har været der i ni år. Det er en kæmpe profil for Esbjerg, og man ved, at hun har et stort ego - det er positivt, fordi hun ved, hvad hun vil med sin karriere. Hun vil tilbage på allerøverste hylde, og det tror jeg også på, hun kommer.
Estvana Polman har spillet i Danmark i mere end ti år. Hun startede i SønderjyskE, før turen i 2013 gik til Team Esbjerg.
Sammen med Esbjerg har hun vundet tre danske mesterskaber.