I mandagsklummen hylder håndboldredaktør Dan Philipsen de danske håndboldtræneres kvalitet.

Forestil dig, at din chef i morgen fyrer dig, fordi dine kolleger ikke gider arbejde sammen med dig.

Sådan fungerer det heldigvis ikke i det almindelige erhvervsliv, men i elitesportens verden er det helt normalt.

At være elitetræner i håndbold er sportens mest ensomme job. Direktøren har sin bestyrelse og øvrige administration. Staben har hinanden. Spillerne har deres holdkammerater og dommerne har altid en makker. Træneren har ikke nogen.

Han/hun lever tilmed i den groteske verden, at spillerne kan kyle træneren på Arbejdsformidlingen med dags varsel. Jeg husker ikke den bestyrelse, der har banket en spillertrup på plads, når den krævede træneren fyret. Er spillerne imod dig, er du de facto dead man walking.

Efter en stille håndbolduge handler denne mandagsklumme om håndboldtrænerne. Spillerne får det meste af rampelyset, men lad os lige stoppe op ved dem, der iscenesætter sportens store stjerner.

To af de stille leverer

Anledningen er dog aktuel og hedder Dennis Bo Jensen. Du skal ikke skamme dig, hvis du ikke kender ham. Han har lavet mirakler i flere år med Ajax’ kvindehold, og jeg tillader mig gerne at sætte samme, store ord på hans nuværende bedrift hos Lemvigs herrehold.

Med ham som ny træner har nedrykningsdømte Lemvig spillet sig op på en øjeblikkelig slutspilsplads.

Jeg påstår ikke, at Dennis Bo Jensen er verdens bedste træner og snildt kunne tage over i Györ eller Barcelona i morgen. Men når man kan være så dygtig i så mange år, så kan man noget ganske særligt.

Et andet aktuel trænernavn, Claus Mogensen, skal også med ind her. Efter seks år stopper han i København Håndbold.

Jeg kan slet ikke forestille mig København Håndbold uden Claus Mogensen. Hvor har han dog været dygtig inde på Frederiksberg. I en mærkværdig klub, hvor det samlede underskud har rundet 45 millioner kroner uden at man nogensinde har haft en dyr spiller, har Mogensen været et tonstungt anker.

Imens min bekymring for København Håndbold uden Mogensen er stor, så er jeg tryg på hans vegne. Han råber ikke i pressen og han står ikke på stolene for at få opmærksomhed. Han er bare håndboldtræner langt ind i knoglerne. Ham ser vi snart igen på den store scene.

Spradebasserne kan også

Nu har jeg hyldet to af de mest stille elitetrænere i landet. Jeg kan godt lide, at man kan få succes ved alene at mestre håndværket.

Men spradebasserne kan jo også deres metier. Christian Dalmose fjoller stadig rundt i ny og næ, men 13 point med dét TMS Ringsted-mandskab er virkelig billedet på godt trænerarbejde.

En anden bombe på sidelinjen er en af mine favorittrænere. Klavs Bruun Jørgensen. Jeg så ham fra tætteste hold i Skansen i tirsdags, hvilket var en befrielse.

Jeg var vild med hans meritter i TTH Holstebro og i hans fem år som kvindelandstræner håbede jeg ofte, at han snart vendte tilbage som herretræner. Det er hans kald, herrehåndbold. Nu jonglerer Bruun Jørgensen for Sønderjyske mellem himmel og helvede i kviksands-sumpen mellem slutspillet og den direkte nedrykning.

Det er en spændende duel i duellen. Hvilken træner er dygtigst og redder sit hold fra i nedrykning i de kommende uger: Erfarne Arne Damgaard i Skive? Det måske største trænertalent i landet, Simon Dahl i Nordsjælland? Evighedsmaskinen Kristian Kristensen i Kolding? Den snu ræv i Ringsted, Christian Dalmose? Genfødte Klavs Bruun Jørgensen i Sønderjyske? Eller den tidligere kvinde-toptræner hos Mors/Thy, Niels Agesen?

Når man sådan namedropper trænere, så er det nemt at forstå niveauet i dansk klubhåndbold. Det vælter med kvalitet overalt.

Jeg savner...

Jeg har slet ikke nævnt Jesper Houmarks arbejde i Fredericia eller Nick Rasmussens tilsyneladende ustoppelige succes i Skanderborg/Aarhus. Og se lige hvad Nicolej Krickau dagligt evner i GOG, imens Stefan Madsen for længst har brændemærket sine initialer på den internationale scene med Aalborg.

På kvindesiden har især Kasper Christensen imponeret mig ved at hæve bundniveauet helt vildt i Herning/Ikast. Ulrik Kirkely har tydeligvis fået sat prop i Odense, der er blevet et ægte tophold. I Esbjerg har Jesper Jensen for længst fortjent sin honnør.

Nu kan man jo sagtens være en klassetræner uden at jonglere med de store navne og budgetter. Jeg har tidligere hyldet Heine Eriksen for at få meget ud af lidt i Aarhus United. Jeppe Vestergaard har endnu mindre at gøre med i Skanderborg, men amatørholdet ser ud til at overleve igen. Ikke mindst fordi træneren hedder Jeppe Vestergaard.

At en dygtig træner betyder alverden, samler jeg nemt underskrifter på i Horsens. Sikke en rodebutik før Jan Leslie kom hjem og sporede holdet ind på slutspillets perron.

Der er så meget kvalitet ude på bænkene, at man næsten glemmer dem, der er stoppet. Én glemmer jeg dog ikke.

Lad mig slutte med en konstatering, der vil sidde i min computers F5-knap i mange år frem: Jeg savner Erik Veje Rasmussen.