Håndbold

Topkamp skal spilles om

Appelinstansen i Danmarks Idrætsforbund har besluttet, at 1. divisionskampen mellem SønderjyskE og TMS Ringsted skal spilles om.

For 152 dage siden tørnede SønderjyskE og TMS Ringsted sammen i kvindernes 1. division.

Her fik udebaneholdet Ringsted fejlagtigt tildelt et mål, da de skulle have en udvisning på måltavlen i hallen, da der var spillet 36 minutter og 22 sekunder. SønderjyskE protesterede tre minutter senere i kampen, og sagen gik efter opgøret videre til først Disciplinærinstansen og derefter Håndboldens Appelsinstans.

Sidstnævnte erkendte, at Ringsted havde fået tildelt et mål for meget, og at protesten var lagt rettidigt i kampen. Dog afviste de, at det havde "kampafgørende betydning," selvom fejlen skete ved 14-17 kort inden i anden halvleg, og da Ringsted endte med at vinde med kun ét mål.

SønderjyskE appellerede igen, da de ville have en omkamp, og dommen gik videre til Appelinstansen i Danmarks Idrætsforbund. De har nu fået deres omkamp.

- DIF´s Appelinstansen finder efter en samlet vurdering, at betjeningsfejlen med rimelig grad af sandsynlighed må anses for at have været kampafgørende, skriver de i afgørelsen.

- Tildeling af et ekstra mål ved en betjeningsfejl må generelt på tværs af alle idrætsgrene antages at være kampafgørende, når det point, der ved en fejl er blevet tildelt, bliver udslagsgivende for resultatet af kampen. I sådanne situationer, hvor der er nedlagt en lovmæssig protest over et mål, der ikke annulleres under kampen, må der endvidere som udgangspunkt antages at være kausalitet mellem det fejlagtigt tildelte mål og kampens endelige resultat.

- På baggrund heraf finder DIF’s Appelinstans, at der skal fastsættes omkamp, konkluderer de.

Dansk Håndbold Forbund skriver, at de fastlægger en omkamp i nær fremtid.

TMS Ringsted vandt topkampen med 26-25, selvom begge hold kun scorede 25 mål.

SønderjyskE er lige nu nummer et i 1. division med 32 point efter 17 kampe. Ringsted er nummer to med 28 point og har spillet én kamp færre.