Håndbold

København henter tysk landsholdsspiller

Hovedstadens største håndboldklub har skrevet kontrakt med den tyske landsholdsspiller Katharina Filter.

Nyhederne strømmer fortsat fra København Håndbold, der fredag har præsenteret en ny målmand.

Tyske Katharina Filter har skrevet under på en treårig aftale, skriver København Håndbold på sin hjemmeside.

- Vi er stolte af at kunne tiltrække hende og glæder os til at udvikle hende. Katharina har en fantastisk udstråling, hun kommer med en god fysik og vil med sin frækhed i sit målmandsspil uden tvivl blive en publikumsdarling, udtaler direktør Louise Svalastog.

23-årige Katharina Filter skifter fra tyske Buxtehuder. Derudover spiller hun på det tyske landshold.

Syv store nyheder i februar

I København Håndbold kommer hun til at afløse Johanna Bundsen, der forlader klubben efter denne sæson.

- Jeg har hørt utroligt meget godt om, hvordan klubben fungerer, de visioner man har og ikke mindst hvordan, de fokuserer på at udvikle spillere, siger Filter.

Tilgangen af Filter er den syvende nyhed fra København Håndbold alene i februar, og der er mere på vej.

- Vi kommer med et par nyheder igen i næste uge, så vi er ikke helt færdige med at melde noget ud - og jeg er meget fortrøstningsfuld i forhold til vores trup i næste sæson. Vi får et godt hold, siger Louise Svalastog til TV 2 SPORT.

Februar i København Håndbold

  1. Direktionen udvides 1. februar med Louise Svalastog som direktør med sportsligt fokus
  2. Det meldes ud, at Johanna Bundsen stopper efter sæsonen
  3. Olivia Mellegård siger også farvel efter sæsonen
  4. Træner Claus Mogensen siger ligeledes farvel efter denne sæson
  5. Han erstattes af Rasmus Overby
  6. København henter Emilie Ytting i Skanderborg
  7. Klubben skriver også kontrakt med Katharina Filter

Sportsligt kan februar kulminere, hvis det i weekenden lykkes at vinde pokalturneringen.

København møder Odense i lørdagens semifinale. Se kampen og de øvrige pokalopgør på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY. Sendeplanen finder du her.