Håndbold

Mia Rej øjner comeback efter alvorlig skade

Odense-spilleren glæder sig over det snarlige comeback, men hun erkender, at perioden uden håndbold har været trist.

Se pokalfinalen mellem Odense Håndbold og Team Esbjerg på TV 2 og TV 2 PLAY fra klokken 15.30.

Mia Rej nærmer sig et comeback til håndboldbanen.

Efter sit forfærdelige uheld i Danmarks første kamp under VM i december, kan hun igen skimte en hverdag, der vender tilbage til normalen.

Jeg har ikke set meget kvindehåndbold

Mia Rej

Det fortalte hun før Odense Håndbolds pokalsemifinale mod København lørdag eftermiddag.

- Hvis alt går godt, håber jeg at være tilbage på håndboldbanen om en måneds tid. Men jeg kan også vågne i morgen med et hævet knæ, og så kan det være, at det først er om to måneder. Så jeg har ikke lyst til at sætte en dato på, for jeg ved det ikke, siger Mia Rej.

Siden december har den danske landsholdsplaymaker genoptrænet ledbåndsskaden i højre knæ, som de efterfølgende scanninger viste.

Har ikke set meget håndbold

Odense-spillere lægger ikke skjul på, at skadesperioden har været hård. Faktisk har hun næsten undgået at se håndbold.

- Det er lidt lettere, når det går godt med knæet. Jeg kan se ind i, at der forhåbentlig ikke er for lang tid til, jeg kan spille igen. På den måde er det nemmere at være her, se pigerne og støtte dem. Men jeg har ikke set meget kvindehåndbold, fortæller hun.

Rej overværede semifinalen mod sin tidligere klub København Håndbold, men det var bestemt med blandede følelser, når hun ikke kunne være med.

- Det er jo ikke nemt. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde det. Men jeg vil gerne være her og støtte pigerne. Vi spiller forhåbentlig om en titel. Det er fedt at være her, og det er fedt at mærke stemningen.

Om det var opbakningen fra Rej, der gjorde udslaget, skal være usagt. Men Odense leverede et flot comeback og nuppede finalepladsen. De var ellers nede med fem mål flere gange undervejs.