Håndbold

Odense leverer stort comeback og er i finalen

I finalen venter enten Herning-Ikast eller Team Esbjerg.

Odense Håndbold levede op til favoritværdigheden i pokalsemifinalen mod København. Det var dog på ingen måde suverænt. Tværtimod.

De undertippede København-spillere var nemlig foran med fem scoringer i anden halvleg, men herfra begyndte det hele at ramle.

Odense kom i gang, København gik i stå, og så vandt fynboerne den sidste del af kampen med ni scoringer.

Odense 29 - 25 København

  • Første halvleg: 12-15
  • København var foran 14-9 i første halvleg og 21-16 i anden

I finalen venter enten Herning-Ikast eller Team Esbjerg. Deres semifinale kan ses 15.40 på TV 2 og TV 2 PLAY.

Referat

Af Ritzau

Odense Håndbold var i voldsomt store problemer mod København Håndbold, men vendte det hele på hovedet og er nu klar til pokalfinalen.

De fynske kvinder var i tre fjerdedele af kampen langt fra det niveau, de ellers har vist hidtil i sæsonen, men i det sidste kvarter kom de ovenpå.

Pludselig var der kampgejst at spore, og det smittede af på niveauet, der steg mange procenter, og så vandt Odense med 29-25.

Det betyder, at klubben søndag skal møde enten Team Esbjerg eller Herning-Ikast i pokalfinalen.

De to mandskaber mødes senere lørdag eftermiddag.

Odense havde store problemer i første halvleg, hvor især Melissa Petrén og Maria Lykkegaard storspillede for København.

Den dansk-svenske duo var altafgørende for, at København ved pausefløjt var foran 15-12.

Efter pausen kom fynboerne fint i gang, men momentum vendte hurtigt igen. Odense havde mere end svært ved at få angrebsspillet til at fungere, og flere af de bærende stjerner var langt fra vanligt niveau.

København opbyggede en føring på 21-16 - men så begyndte det stille og roligt at gå galt. Odense fandt klassen, og efter 49 minutter scorede Bo van Wetering til 21-21.

København formåede i de efterfølgende minutter at holde fast i overhånden, men efter 55 minutter gik det galt. Bo van Wetering scorede igen, og så var Odense foran 25-24.

Fynboerne var som forvandlede, og kampviljen lyste pludselig ud af øjnene på dem. Det kunne København ikke modstå, og dermed måtte hovedstadsklubben se sig besejret.