Håndbold

Stopper du? - Der er mange ting, jeg ikke kan sige på TV

Team Esbjerg-profilen Rikke Poulsen annoncerede i november, at hun stopper karrieren efter sæsonen, men det bliver der måske lavet om på.

Meldingen var ganske klar, da den tidligere landsholdsmålvogter Rikke Poulsen i starten af november sidste år meldte ud, at denne sæson bliver den sidste.

Nu tyder meget dog på, at 35-årige Poulsen var lidt for skråsikker. Eller ganske enkelt bare har fået et nyt perspektiv på tingene.

Der er bare så mange ting i det, som jeg ikke så godt kan stå og sige på tv

Rikke Poulsen, målvogter i Team Esbjerg

Efter Team Esbjerg lørdag havde spillet sig i Final 4-finalen, og Rikke Poulsen havde stået med en redningsprocent på 43, blev hun i TV 2-studiet spurgt til, om det nu også var helt sikkert, at hun stopper til sommer.

- Det er i hvert fald mit udgangspunkt lige nu, sååå… Vi får at se, lød det meget kryptiske svar.

Den lille luns fangede håndboldekspert Bent Nyegaard hurtigere end en hund ved spisebordet:

- Hov, jeg synes, der var en åbning her.

"Ikke noget fornuftigt at sige" - og så alligevel...

Men Rikke Poulsen havde tydeligvis svært ved at finde ud af, hvad hun lige skulle svare på spørgsmålet.

- Jamen deeet… Der er ikke… Så er det nu, vi kører reklamer. Jeg har ikke noget fornuftigt at sige lige nu, sagde hun med et smil på læben.

Udefra set står du jo godt, og Esbjerg mangler en keeper næste sæson. Har de været og spørge, om du kan nuppe en sæson mere?

- Det er selvfølgelig klart, at jeg er i klubben og glad for at være her. Det har også været af familiemæssige årsager, at jeg i slutningen af efteråret tænkte, at det var det. Det havde været en lang sæson med corona i to år, og det var også hårdt for os som spillere.

- Så er der mange ting bagefter, når kampene kører, hvor man tænker, om det var det rigtige. Jeg tror, hvis man spørger alle, der har valgt at sige, ”nu er det nu”, så ved man aldrig rigtig, om det er det rigtige. Så derfor har jeg også haft svært ved det og blevet lidt mere shaky i det, for når jeg kan være med, jeg har det godt, og det brænder indeni mig, så er det også svært at sige stop, uddybede Rikke Poulsen alligevel.

"Vi har forstået det"

I november lød en del af forklaringen på karrierestoppet nemlig, at beslutningen var taget i samråd med familien, og at hun nu glædede sig til, at hun kunne prioritere dem noget mere og selv bestemme over sine weekender. Men måske må hun og familien alligevel lige vente lidt længere tid med det.

- Jeg kan bare mærke, at jeg stadig er den samme håndboldspiller, så når jeg kan være med og kan bidrage, så er det svært at sige stop. Så der er bare så mange ting i det, som jeg ikke så godt kan stå og sige på tv, sagde Team Esbjerg-målvogteren og fik lov til at lukke på den note.

- Vi har forstået det, konstaterede Bent Nyegaard tilbage med et smil og gjorde det indirekte klart, at han og de andre i studiet godt vidste, Team Esbjerg og målvogteren helt sikkert snakker om, hvorvidt de alligevel skal fortsætte samarbejdet lidt længere.

Rikke Poulsen kom til Esbjerg i 2019. Det var i perioden 2007 til 2016, hun nåede at repræsentere A-landsholdet 72 gange.

I håndboldligaen ligger Esbjerg-målvogteren nummer fem på listen over de bedste keepere med en gennemsnitlig redningsprocent på 34,2.

Foreløbig kan du se Rikke Poulsen og Team Esbjerg i Final 4-finalen mod Odense Håndbold søndag klokken 15.30 på TV 2 og TV 2 PLAY.