- Lad mig være i fred nu, siger Polman
Team Esbjergs Estavana Polman har været en del i vælten på det seneste, men nu må det godt snart stoppe, mener stjernen.
- Jeg håber, at I finder noget andet at snakke om.
- Det gør det ikke nemmere for mig at stå her hver gang.
- I spørger hele tiden.
- Lad mig være i fred nu!
Citaterne kommer fra Team Esbjerg-stjernen Estavana Polman, og de fleste er leveret med et kækt smil.
Alligevel er det svært at overse, at det samme budskab går igen i dem alle: Vi har talt nok om det nu.
Emnet, hun gerne snart vil være foruden, er historien om hendes nuværende situation i Team Esbjerg.
En situation, der kulminerede efter pokalfinalen 27. februar, hvor hollænderen gav et opsigtsvækkende interview.
- På et tidspunkt får man nok, og det er jeg tæt på nu, lød det blandt andet.
Håber på en løsning snart
Udtalelsen bundede i en kontrovers, der strækker sig tilbage til slutningen af januar, hvor Polman for en stund var ude af truppen af "disciplinære årsager".
Hollænderen var siden til møde med klubbens bestyrelse, og det førte til en kortere periode i skammekrogen, inden hun vendte tilbage 7. februar.
Siden har det været yderst sparsomt med spilletid til Polman, der dog også lige er vendt tilbage fra en skadesperiode.
Men selvom Polman gerne snart vil være spørgsmålene foruden, gav hun en status.
- Alle ved selvfølgelig godt, at situationen ikke er den bedste lige for tiden. Men holdet gør et fantastisk stykke arbejde, og jeg elsker det her hold og klubben for meget til at ville sige for meget om det.
- Jeg håber virkelig, at vi snart finder en løsning og kommer over det, men det er svært, siger Polman.
Gør det klart, hvor hjertet ligger
Et andet gennemgående tema i interviewet var Polmans stærke tilhørsforhold til Esbjerg som både by og klub.
Hollænderen gjorde det flere gange klart, at situationen er hård, fordi hun holder så meget af Esbjerg.
- Jeg har været her ni år. Esbjerg er mit hjem. Esbjerg er i mit hjerte, og jeg vil gøre alt for dem, siger hun.
Estavana Polman sad ude af onsdagens kamp mod Herning-Ikast med lyskeproblemer. Esbjerg vandt kampen 33-31.
Hun har kontrakt i Esbjerg til sommeren 2023.